
BRØNDERSLEV: I 2016 udførte Brønderslev Kommune selv kloakarbejde på to skoler, selvom kommunen ikke havde den rette autorisation. Det koster nu en bøde på 15.000 kr., har retten i Hjørring afgjort, efter at kommunen erkendte overtrædelserne.
Kommunen har på grund af den manglende autorisation overtrådt autorisationsloven for el, vvs og kloakinstallationsområdet, og det var lokale entreprenører, der meldte kommunen til Sikkerhedsstyrelsen.
Kommunens chef for teknik og miljø, Benn Erik Grav, der ikke var chef på området, da overtrædelsen skete, fortæller til TV2 Nord, at kommunen ikke anker dommen, da man havde tolket reglerne anderledes og derfor tager dommen til efterretning.
Principiel sag
På trods af bødens relativt beskedne størrelse, er det ifølge Dansk Industri en principielt vigtig sag, fordi den viser, at kommuner ikke bare 'kan gøre, som det passer dem'. Derfor var sagen ifølge erhvervsorganisationen unfair over for de private virksomheder i kommunen, som udfører samme arbejde og faktisk har autorisationen i orden.
- Lige som private virksomheder skal overholde loven, så skal kommunen også, og det viser den her sag meget klart. Ud over at afgørelsen om det ulovlige arbejde er meget klar, bør sagen også give anledning til overvejelser om, hvordan en kommune opfører sig som konkurrent i forhold til de private virksomheder i kommunen, siger chefkonsulent for Kloaksektionen i Dansk Byggeri, Mikael Mortensen.
Tilbage i 2013 blev Brønderslev også dømt for at have udført kloakarbejde på private grunde uden den rette autorisation. Her begrundede man arbejdet med, at det var en såkaldt selvhjælpshandling, da der var risiko for forurening. Det blev underkendt af Sikkerhedsstyrelsen.
Arbejdet var udført af en kloakmester, men kommunen manglede altså stadig autorisationen og blev derfor dømt. Kommunen har i dag den fornødne autorisation til at udføre arbejdet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.