
HØJE-TAASTRUP: Fjernvarme med koldere vand end vanligt er omdrejningspunkt for et forskningsprojekt i dels Høje-Taastrup, dels Lund Kommune i Sverige. Cool District Heating hedder det, og det skal blandt andet udvikle løsninger, der bedre end i dag kan udnytte overskudsvarme fra køle- og varmesystemer.
Noget sådant er top-interessant i forhold til udnyttelse af overskudsvarme fra store internationale datacentre som det Apple er ved at bygge ved Viborg, og som vil blive efterfulgt af lignende centre i Odense (Facebook) og Aabenraa (Apple igen). Kølevand fra sådanne centre er ikke oppe på de ca. 70 grader som er normen for fjernvarmevand i dag, og derfor ligger der betydelige muligheder i at udvikle løsninger med fjernvarmevand der er koldere end det.
EU støtter forskningsprojektet med 30 mio. kr. Foruden de to kommuner har det deltagelse af blandt andre Høje Taastrup Fjernvarme, det tilsvarende fjernvarmeselskab i Lund og Lunds Universitet. Projektet ledes af Cowi og skal vare frem til 2021.
Konkret skal projektet teste brugen af lavtemperatur-fjernvarme i en del af Høje-Taastrup, og også muligheden for at kombinere varme- og køleproduktion med anlæg der får el fra fx solceller skal undersøges. Høje-Taastrup Fjernvarme er praktisk operatør ved indførelse at de nye teknologier, og Høje-Taastrup Kommune bistår som planlægningsmyndighed og indgår i informationskampagner, ligesom de tilsvarende instanser i Lund gør på den svenske side.
Ifølge borgmester Michael Ziegler (K) er Høje-Taastrup dermed 'en af frontløberne inden for fremtidens fjernvarmeløsninger', siger han i en kommentar.
- Fremtidens fjernvarmeforsyning handler om at udnytte de lokale energiressourcer optimalt, blandt andet ved at skabe synergi mellem varme og køling, og her kan ikke bare vind, men også solenergi blive en afgørende faktor, siger direktør Astrid Birnbaum fra Høje Taastrup Fjernvarme.
mk
Fakta
Deltagere i forskningsprojektet er:
- COWI
- Lunds Universitet
- Høje Taastrup Fjernvarme amba
- Høje-Taastrup Kommune
- Kraftringen Energi AB
- Lunds Kommun
- Lunds Kommuns Fastighets AB
- Logstor A/S
- Alfa Laval Coorporate AB
- Euro Heat & Power
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.