
THISTED / SØNDERBORG / GREVE: Uklare rammer for, hvor og i hvor lang tid den boomende autocamperturisme må udfolde sig, udfordrer i kommuner landet over. Således også i Thisted, der for nylig har vedtaget at etablere pladser til 60 autocampere fordelt på fem lokaliteter i kommunen.
Pladserne indrettes til autocampere, og der etableres el-, vand- og tømningsfaciliteter, som kommer til at koste 150 kr. pr. døgn. Taksten fastsættes årligt, ligesom vurderingen af, om de 60 pladser er et passende antal, kan tages op hen ad vejen, fremgår det af byrådsreferatet.
Med beslutningen er Thisted et eksempel på, hvordan en kommune kan håndtere autocamperne, så de kører de rigtige steder hen - og så kommunen kan tjene penge på dem.
- Mange autocampere bor i dag gratis ude i vores natur eller på parkeringspladser inde i byen. Problemet er, at de desværre mere er en omkostning end en indtægt, og det skal vi gerne ændre, siger direktør Peter Krusborg Pedersen fra VisitNordvestkysten til DR.
De seneste fem år er antallet af danske autocampere steget med 27 procent. Samtidig triller langt flere udenlandske autocampere ind over de danske grænser: I 2022 var der ifølge VisitDenmark 2,3 millioner autocamperovernatninger i Danmark - og forventningen er, at der kun kommer flere, skriver mediet.
Parkere, raste eller campere?
Det er ikke en enkel sag for myndighederne at regulere den nye ferieform.
I juni blev der udsendt et "Vejledningsnotat om autocampere", som over mere end 20 sider gennemgår reglerne. Notatet er en opdatering af et eksisterende fra 2021 og er blevet til efter drøftelser i en arbejdsgruppe, hvor en stribe myndigheder har været repræsenteret, bl.a. Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Kystdirektoratet og Miljøstyrelsen.
Kommunernes rolle er bl.a. at planlægge etablering af campingpladser og udvidelse af eksisterende. De har desuden mulighed for at planlægge for arealer til parkeringsformål, fremgår det af vejledningsnotatet.
Ifølge færdselsloven må autocampere parkere på alle parkeringspladser, hvis de kan holde sig inden for p-båsen. Her må de raste og ikke campere. Det betyder, at autocampister må holde der om natten, men eksempelvis ikke sætte stole op ved siden af autocamperen, for så er der tale om campering.
Den skelnen er kendt i Greve Kommune, hvor ejeren af Hundige Strand Camping er fortørnet over det han kalder "piratcamping" på parkeringspladsen ved det nærliggende Mosede Fort.
- Jeg vil gerne bare have, at piratcamperne overholder lovene, siger han til Sjællandske Nyheder, som har båret kritikken videre til Greve Kommune, hvor centerchef for Teknik og Miljø Rikke Hvelplund erkender, at det kan være ”svært at sondre mellem at campere og ’raste’”.
I Sønderborg, hvor en central parkeringsplads mellem Sønderborg Slot og havnen er blevet et populært opholdssted for autocampere, har man ligeledes problematikken inde på livet.
- Vi er glade for, at autocamper-turisterne er så begejstrede for at besøge vores by. Men der skal både være plads til parkering og kulturelle arrangementer som f.eks. veteranbiltræf. Så vi skal som kommune tage autocamper-turisterne i hånden og vise dem de gode alternativer, siger teknikudvalgsformand Kirsten Bachmann (Slesvigsk Parti) i en pressemeddelelse.
Kommunen arbejder på en masterplan for parkering, som skal gælde for årene 2025-2036.
Vejledningsnotat om autocampere kan læses her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.