
LEJRE: Lejre Kommune har allerede tilbudt Transportministeriet at deltage i et pilotprojekt om bekæmpelse af trafikstøjl, som infrastrukturplan 2035 lægger op til i samarbejde mellem Vejdirektoratet og kommunerne. Og nu inviterer Lejre Kommune så den nye transportminister Thomas Danielsen (V) på besøg for at drøfte støjen fra de store statslige veje, oplyser kommunen.
I sommeren 2021 vedtog et bredt flertal af Folketingets partier ”Infrastrukturplan 2035”, og her var der afsat 3 milliarder kroner til at bekæmpe trafikstøjen fra de statslige veje. I det nye regeringsgrundlag er indsatsen mod trafikstøj kun nævnt i en enkelt sætning, og derfor vil borgmester Tina Mandrup (V) gerne sikre sig, at regeringen stadig har fokus på problemet.
- Jeg går da ud fra, at indsatserne gennemføres, selv om vi nu har fået en ny regering. For aftalen er jo resultatet af et meget bredt forlig. Men det bekymrer mig lidt, at problemet med trafikstøj ikke har fyldt mere i regeringsgrundlaget og i kommunikationen efter valget. I Lejre Kommune er vi i meget høj grad ramt af støjen fra de statslige veje, og derfor har jeg altså inviteret ministeren på besøg, siger hun.
I brevet til ministeren refererer borgmesteren bl.a. til konkrete statsveje: "I Lejre Kommune bor mange borgere tæt på de statslige veje - Holbækmotorvejen, Roskilde-Ringstedlandevejen og Elverdamsvej – og de er meget påvirkede af støjen fra bilerne. Især støj fra motorvejen udgør et meget stort og stigende problem.”
Vil med i pilotprojekt
Infrastrukturplan 2035 lægger op til et samarbejde mellem Vejdirektoratet og kommunerne om at bekæmpe trafikstøjen. Det kan være aktuelt, når staten f.eks. ønsker at anlægge støjvolde på kommunal jord. Vejdirektoratet kan bistå med analyser og modeller for samarbejdet, og Lejre Kommune har allerede tilbudt transportministeriet at deltage i et pilotprojekt.
- Hvis Thomas Danielsen kommer på besøg i Lejre Kommune, kan han med egne ører konstatere, at problemet med trafikstøj ikke kun findes i de store byer og forstæderne, men i høj grad også i en landkommune som Lejre. Og de løsninger, der er brug for her, er måske nogle andre end i tættere bebyggede områder. Derfor vil vi meget gerne være med som pilotkommune, siger Tina Mandrup.
Brevet blev sendt til transportministeren fredag via e-mail, oplyser Lejre Kommune.
Læs mere om infrastrukturaftalens pulje til støjbekæmpelse her.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.