

Der er bred tilfredshed i kommunerne med det nye frirum, der efter aftale mellem KL og regeringen giver kommunerne lov til under ét at hæve anlægsloftet fra 15,5 milliarder til 18 milliarder i 2013. Men som situationen ser ud nu, står en række kommuner ikke med aktuelle planer om nye investeringer.
- Vi har en meget stram styring af vores økonomi og forventer ikke et overskud på driften, så vi bare kan føre penge over til anlæg, siger Hans Jørgensen (S), borgmester Faaborg-Midtfyn. Samme holdning har Assens' borgmester Finn Brunse ( S), mens Kerteminde, Middelfart og Nordfyns vil undersøge, om investeringer kan fremrykkes.
Heller ikke de sydjyske borgmestere har byggeplaner – de har ikke råd, oplyser Jydske Vestkysten, der har foretaget en rundspørge blandt syv borgmestre. I Billund har man ‘et historisk stort anlægsprogram' og i Haderslev og Vejen har man ikke råd, lyder det fra borgmestrene. Og heller ikke for stokommunen Esbjerg er der overskud på driften.
Nogenlunde samme lyd har piben i det nordjyske:
- Vi har ikke råd til at ramme det hidtidige anlægsloft. Så det her vil ikke give os nye muligheder og dermed desværre heller ikke øget beskæftigelse med anlægsopgaver, siger Brønderslevs borgmester, Lene Hansen (S) til Nordjyske Medier.
Heller ikke i Thisted, Rebild eller Aalborg ændrer den ny aftale ved de kommunale 2013-budgetter.
Storbyer vil bygge
Men i landets to størte byer er der større råderum for nye tiltag. For som Politiken skriver, har man i hovedstaden lidt kraftigt under det tidligere anlægsloft, der har betydet, at København har været nødsaget til at sylte projekter for 800 mio. kr.
Og i Aarhus er der stor tilfredshed med beslutningen, der konkret betyder, at kommunen undgår at bremse opførelsen af et nyt multimediehus i år, lyder forklaringen fra Jakob Bundsgaard til Jyllands-Posten.
Dog er Odense i år ‘helt oppe at røre ved det loft, som vi må anlægge for', forklarer borgmester Anker Boye (S) til Fyens Stiftstidende. Han har i Børsen blandt andet agiteret kraftigt for et højere loft, men vil ikke vil love fremrykkede investeringer lige nu.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.