
Det skabte store problemer, da vinterstormen Bodil for seks år siden rasede over landet. Sommerhuse ved Jyllinge Nordmark ved Roskilde blev oversvømmet, og vandmasserne trængte ind på Vikingeskibsmuseet.
Nu har meteorologerne ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, fået et nyt værktøj, der gør dem i stand til at forudse den slags hændelser med endnu større præcision.
- Det betyder, at beredskaberne får et bedre grundlag at rykke ud på, når der er et varsel om stormflod.
- Og lokale husejere får et bedre grundlag til at gøre sig klar i tide, når noget er på vej, siger Kristine Skovgaard Madsen, daglig leder af oceanografi og oversvømmelse ved DMI.
Den nye stormflodsmodel gælder for Roskilde Fjord, Isefjorden, Randers Fjord, Mariager Fjord og Haderslev Fjord.
Det er en mere nøjagtig kortlægning af havdybder og kystlinjer, som gør meteorologerne i stand til at forudse stormflod med større præcision.
- Vores model inddeler havet i små firkanter og regner på, hvordan det bevæger sig fra den ene til den anden firkant.
- Ned gennem Frederikssund har firkanterne haft næsten én kilometers bredde og længde indtil nu.
- Nu har vi så tredoblet opløsningen for Roskilde Fjord, og det gør, at vi bedre kan modellere, hvordan havet bevæger sig ind gennem fjorden, siger Kristine Skovgaard Madsen.
Det vil ifølge meteorologen give beredskaberne mere præcis viden om, hvornår de skal rykke ud med watertubes og sandsække for at beskytte huse mod indtrængende vand.
- Det er ikke en garanti om, at vi ikke fremover vil se oversvømmede huse. Men kvaliteten af vores varsler skulle gerne blive endnu bedre.
- Og så kan vi sørge for, at beredskaberne har de bedste værktøjer til at hjælpe i situationer med stormflod, siger Kristine Skovgaard Madsen.
Stormflodsmodellen er udviklet i samarbejde med tyske og svenske institutter
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.