dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Trods borgerprotester:
Middelfart vedtager plan om vedvarende energi

Produktionen af vedvarende energi i Middelfart Kommune skal tidobles frem mod 2030.
9. APR 2024 9.45

MIDDELFART: Mandag vedtog Middelfart Byråd den plan for fremtidens vedvarende energi i kommunen, som et flertal for nylig indgik aftale om. Af aftalen fremgår, at kommunen vil tidoble produktionen af vind- og solenergi for at blive selvforsynende med strøm fra vedvarende energi i 2030. 

Byrådsmødet var henlagt til Aulby Skole og kombineret med et borgermøde. Ifølge Fyens Stiftstidende var de fremmødte borgere dog alt andet end tilfredse med udsigten til at få solceller og vindmøller som naboer. Flere var derimod tydeligt frustrerede over, at de foreslåede områder angiveligt ikke er udpeget af kommunen, fordi de er de bedst egnede, "men derimod skyldes lodsejernes og energiselskabernes ønske om profit".

Klimadirektør Thorbjørn Sørensen forsvarede kommunens planer og fremhævede, at det er en bunden opgave at producere mere vedvarende energi.

- Så det handler om, at vi lærer at have en dialog med hinanden og ikke bare tage de der populære synspunkter. For vi skal producere mere vedvarende energi. Vi skal jo også tage vores ansvar, ikke? lød det bl.a.

I kommunens planer om at etablere energianlæg fremgår da også, at borgere, som bliver berørt af etablering af VE-anlæg, bliver inddraget. "Der skal være en systematik og tydelighed i inddragelsen af borgerne og investorerne i bearbejdningen af de konkrete projekter," står der bl.a. i aftaleteksten.

Planen for fremtidens vedvarende energi blev vedtaget med stemmerne 16 for og 9 imod.

dotn
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.