dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Region Midtjylland afrunder sin klimaindsats efter to årtier, men en del projekter, viden og medarbejdere lever videre i nye rammer hos kommuner og vidensinstitutioner.
Region Midtjylland

Midtjylland giver klimaindsatser videre til kommuner og vidensinstitutioner

Efter at regionerne har mistet deres hjemmel til at arbejde med klima og grøn omstilling, glæder Region Midtjylland sig over, at indsatserne kan fortsætte andre steder.
8. OKT 2025 15.22

MIDTJYLLAND: Sundhedsreformen gav ikke kun en ny struktur med sundhedsråd, men betød også, at regionerne mistede deres hjemmel til at arbejde med klima og grøn omstilling.

Regionerne havde ellers i to årtier arbejdet med forskellige indsatser på området og hentet penge hjem fra EU, og mange var bekymrede for, hvad det ville betyde for mange af de konkrete indsatser, som regionerne havde været med til at søsætte. 

Men mens driftsopgaver, projektudvikling og fundraising lukker ned, kan Region Midtjylland glæde sig over, at de fleste af regionens EU- og fondsfinansierede projekter føres videre af kommuner og vidensinstitutioner. 

- Det vigtige er, at projekterne ikke stopper, men lever videre hos stærke partnere. Klimaindsatsen har sat et tydeligt aftryk i både erhvervslivet og i kommunerne. Samarbejdet har ført til nye løsninger, der både skaber grøn omstilling, vækst og stor samfundsmæssig værdi, siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling.

Han peger eksempelvis på Coast to Coast Climate Challenge som et godt eksempel på den rolle, som regionen har spillet som tværkommunal og koordinerende aktør:

- Her fik vi skabt nye metoder til klimatilpasning og styrket den tværkommunale udvikling, så virksomheder og kommuner står bedre rustet til fremtidens udfordringer. Jeg håber, man vil bygge videre på denne arv og fortsat skabe stærke, lokale og tværkommunale løsninger til gavn for både klimaet, erhvervslivet og borgerne, siger Bent B. Graversen. 

Medarbejdere følger med 

Efter at sundhedsreformen blev vedtaget, og det stod klart, at regionerne fremadrettet ikke skulle arbejde med klimaindsatser, stod regionen med en række klimaprojekter, som skulle lukke ned.

- Vi besluttede hurtigt, at det skulle gøres på en måde, så både medarbejdere og projekter kunne få en fremtid. Det er lykkedes for langt de fleste, siger udviklingsdirektør i Regional Udvikling Kim Kofod Hansen.

En del af løsningen har været at lade medarbejderne følge projekterne. 12 har sagt ja til nye stillinger hos kommuner og vidensinstitutioner, mens de øvrige enten har fundet andet arbejde eller er gået på pension.

Kontorchef Lisa Marie Dalsgaard Gerschefski, der har stået i spidsen for Klima og Grøn Omstilling, peger på, at arven fra regionens indsats især ligger i måden at samarbejde på.

- Vi har vist, at fælles klimaløsninger rækker længere end dem, man kan udvikle hver for sig. Det håber jeg, at de nye aktører vil bygge videre på. For store samfundsudfordringer som klima kræver, at vi arbejder sammen og tør tænke nyt, siger hun.

Projekter der lever videre hos ny aktører: 

  • RESIST klimatilpasning ift. stormfloder og grundvand, borgerinddragelse i overvågning, videreføres af VIA University College.
  • Blue Transition udvikler metoder til bæredygtig vand- og jordforvaltning under klimaforandringer, videreføres af VIA University College.
  • CoolGeoHeat II fremmer termonet-teknologi, der kan forsyne boliger med geotermisk energi, videreføres af VIA University College (løber til 2027).
  • BioScape omlægger landbrugsjord for at styrke biodiversitet, klima og lodsejere, videreføres af Horsens Kommune (løber til 2026).
  • Circular Economy Beyond Waste gentænker affald som ressource i 26 delprojekter, videreføres af Silkeborg Kommune (løber til 2029).
  • LIFE ACT hjælper kommuner med at implementere klimahandlingsplaner og blive klimaneutrale, videreføres af Aarhus Kommune og SDU Climate Cluster.
  • SIMPLY udvikler løsninger til at accelerere dansk pyrolyseproduktion og CO?-lagring, videreføres af Ringkøbing-Skjern Kommune (løber til 2026).
  • Biodiversitetsinitiativets delprojekter – bl.a. naturvenlig drift, biodiversitetsværktøjer, nye naturområder og uddannelsesforløb, videreføres af bl.a. Aarhus Kommune, Randers Kommune, Jordbrugets Uddannelsescenter og private aktører.

esl

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/midtjylland-giver-klimaindsatser-videre-til-kommuner-og-vidensinstitutioner

GDPR