
De midtjyske kommuner har i 2018 samlet set generobret førstepladsen i disciplinen at frasortere affald til genanvendelse. Og de sjællandske står for den største procentuelle stigning på fire år.
Den nationale ressourceplan rummer en ambition om i 2020 at frasortere 50 pct. til genanvendelse på syv udvalgte fraktioner. Hvorvidt den målsætning bliver nået i år, vil vi sikkert først vide i 2022, for de nyeste tal, der kom i denne uge, er fra 2018. Og her er alle kommunernes samlede indsats på det punkt - genanvendelsesprocenten - opgjort til 39 pct. Det er en fremgang fra 2017, hvor den tilsvarende procentsats var på 35.
Miljøstyrelsen har netop udgivet Affaldsstatistik 2018, og her er kommunernes og affaldsselskabernes bestræbelser på de syv udvalgte affaldsfraktioner sammenlignet regionsvis. De syv fraktioner er madaffald, papir, pap, glas, træ, plast og metal.
De fem regioner placerer sig i 2018 således:
- 44 pct. Midtjylland
- 41 pct. Sjælland
- 39 pct. Syddanmark
- 34 pct. Hovedstaden
- 33 pct. Nordjylland
De midtjyske har dermed overtaget førstepladsen fra de syddanske, som lå bedst i både 2015, 2016 og 2017. Det er dog ikke lykkedes de syddanske at hæve procenten fra de 39 pct., som har været resultatet i både 2016, 2017 og 2018.
Ikke blot de midtjyske, men også de sjællandske kommuner frasorterer nu samlet set over 40 pct. til genanvendelse. Styrelsen bemærker, at de sjællandske har den største procentuelle stigning fra 2014 til 2018, hvilket skyldes, at flere af kommunerne her har øget indsamlingen af især træ og metal.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.