
De kan brumme, ose og larme.
Dieselbilernes popularitet er faldet markant de seneste år, viser tal fra Danmarks Statistik. Her er det især dieselbiler, der ikke er miljøgodkendt, der bliver færre af. Fra 2023 til 2024 faldt antallet af dieselbiler der ikke er miljøgodkendt med 34 procent.
Faldet i antallet af disse dieselbiler skal ses i lyset af, at der bliver solgt flere biler i Danmark og især elbiler, skriver Danmarks Statistik. Udviklingen er desuden størst i de større byer, hvor der er indført miljøzoner.
- Antallet af dieselbiler har været faldende siden midten af 2020, men især nedgangen i dem med høj kvælstofudledning har taget fart siden udvidelsen af miljøzonerne til personbiler i København, Odense, Aarhus og Aalborg, siger Søren Dalbro, konsulent i Danmarks Statistik.
I København og Frederiksberg kommuner er antallet faldet med henholdsvis 71 og 72 procent, mens faldet i Odense, Aarhus og Aalborg kommuner er henholdsvis 61, 52 og 48 procent.
Ser man udover de store byer, er antallet af dieselbiler faldet i alle landets 98 kommuner. Faldet er mindst i Jylland, på Bornholm og på Lolland, og kommunen med den mindste tilbagegang er Fanø Kommune med 19 procent. Lidt over halvdelen af alle dieselbiler hører hjemme i Region Midtjylland og Syddanmark.
- Det giver god mening, at faldet er størst i de kommuner, hvor man ikke længere må køre i sin bil i byen. Men vi ser altså et fald i alle kommuner. Også i de kommuner, der ligger langt fra byer med miljøzoner, siger Søren Dalbro
Kortet illustrerer faldet i antallet af dieselbiler med Euronorm 1-4 og uden partikelfilter for perioden august 2023-september 2024.
De fleste dieselbiler, der ikke lever op til miljøzonekravene, er fra 2007. Langt hovedparten af de 41.300 dieselbiler, der i september 2024 var euronorm 1-4 og ikke havde et partikelfilter, er registreret første gang i 2001-2010. Heraf er næsten 15.000 af bilerne registreret i 2007 eller 2008.
Kilde: Særkørsel / Danmarks Statistik
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.