Et nyt lovforslag giver beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) ret til at pålægge kommunerne at opføre beskyttelsesrum i bestemte områder. Loven indebærer, at ministeren kan bestemme både hvor og hvornår. Baggrunden er et skærpet trusselsbillede efter Ruslands aggressioner, skriver Jyllands-Posten. "Det er i min optik helt naturligt, at det er en national opgave," siger ministeren.
Lovforslaget skal styrke ministerens beføjelser på området. Ministeren får mulighed for at pålægge kommunalbestyrelser at opføre offentlige beskyttelsesrum, når væsentlige civile beredskabsformål tilsiger det. Samtidig får ministeren eneret til at fastsætte regler om, at der skal etableres sikringsrum i nye bygninger, og kan bestemme, hvor i landet det skal ske. Kommunerne bevarer dog ansvaret for opførelse, drift og vedligeholdelse samt for tilsyn med, at private bygningsejere overholder reglerne.
Spørgsmålet er dog, hvem der skal betale. Ifølge ministeren ændrer lovforslaget ikke på den nuværende ansvarsfordeling, og dermed kan regningen lande hos kommunerne. Loven indeholder nemlig ikke en eneste krone til de kommuner, der beordres til at bygge beskyttelsesrum. Det får kritik fra flere sider. "Hvis en minister vil bestemme, hvad der skal ske, så skal han også betale," siger Aarhus-rådmand Nicolaj Bang (K), som kalder det "helt ved siden af", hvis staten bare kan tørre regningen af på kommunerne.
Også KL advarer mod, at udgifterne væltes over på kommunerne. "Det er vigtigt, at det ikke sker på bekostning af skoler og plejehjem," siger Johannes Lundsfryd (S), borgmester i Middelfart og formand for KL’s miljøudvalg, til avisen. Han støtter dog, at staten får mere magt i spørgsmålet, fordi trusselsvurderinger er et nationalt anliggende.
Af Folketingets hjemmeside fremgår det, at lovforslaget er sat på dagsordenen til 1. behandling den 2. december 2025. Loven forventes at træde i kraft den 1. februar 2026, og kommunerne skal første gang indberette deres samlede antal beskyttelsesrumspladser senest den 1. januar 2030.
Lovforslag L 76 - Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelsesrum og CER-loven
- Fremsat 7. november 2025 af beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V).
- Lovforslaget har navnlig til formål at gennemføre de ændringer af lov om beskyttelsesrum, som eftersynet af reglerne på området har givet anledning til. For det andet har lovforslaget til formål at skabe mere klarhed om de gældende regler om bl.a. fastsættelse af klargøringsvarsel for offentlige beskyttelsesrum og sikringsrum.
- Indebærer for det første en styrkelse af ministeren for samfundssikkerhed og beredskabs beføjelser på beskyttelsesrumsområdet, herunder i forhold til at kunne styre udviklingen i kapaciteten på området.
- Giver ministeren ret til at kræve, at kommuner opfører offentlige beskyttelsesrum.
- Ministeren får eneret til at fastsætte regler om sikringsrum i nye bygninger.
- Kommunerne skal føre tilsyn og indberette antallet af beskyttelsesrumspladser hvert fjerde år.
- Styrelsen for Samfundssikkerhed får tilsyn med kommunernes overholdelse.
- Sættes til 1. behandling i Folketinget 2. december 2025.
Kilde: ft.dk
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

















