
Mange danske vandløb er igennem århundreder blevet ændret og formet af mennesker - mange er blevet udrettet for at forbedre afvanding af marker, og andre er blevet opstemmet så vandet blandt andet kunne bruges i vandmøller. Men de mange indgreb har været hårde ved vandløbenes biologi, lyder det fra Miljøstyrelsen.
For at rette op på de mange indgreb er der de senere år gennemført en lang række naturgenopretningsprojekter, der skal forbedre forholdene for dyr og planter. Vandløbene genslynges og der skabes passage ved gamle spærringer, så man genetablerer de naturlige forhold og giver fisk og smådyr adgang til levesteder.
- Naturgenopretning er et langt sejt træk, der kræver omfattende planlægning på tværs af mange aktører. Miljøstyrelsen og Miljø-og Fødevareministeriet laver vandplanlægning og yder tilskud, mens kommunerne er udførende for de indsatser, der skal sikre bedre natur og levende vandløb. Derfor er det også glædeligt, når det viser sig, at indsatserne virker, siger kontorchef i Miljøstyrelsen Peter Kaarup.
Først byggeplads og så natur
I Birkemosen ved Kolding Fjord gennemførte Kolding Kommune på foranledning af Miljøstyrelsen i 2014 et større vådområdeprojekt, hvor tidligere udrettede vandløb blev genslynget og vandløbsbunden hævet. Udrettede vandløb har ofte lille variation hvilket giver færre levesteder til dyr og planter, hvorimod slyngede vandløb ofte har stor variation, som giver plads til flere fisk, smådyr og planter.
Fiskeundersøgelser i Birkemosen viser, at der allerede er etableret en bestand af ørreder, der i gennemsnit ligger på lidt over 450 styk per 100 kvadratmeter, hvilket er meget højt.
- Vandløbsrestaureringer er ofte ret store projekter, der kræver tungt maskineri. Og områderne ligner da også byggepladser, mens arbejdet står på, hvilket også var tilfældet i Birkemosen. Men naturen er lynhurtig til at rykke ind og efter kort tid har mange dyr og planter etableret sig, fortæller Peter Kaarup.
I forlængelse af Birkemosen, ligger den tidligere vandmølle Gudsø Mølle, hvor en gammel dæmning tidligere spærrende for at fiskene kunne svømme op i vandløbet. Selve vandmøllen eksisterer ikke længere.
I 2014 etablerede Kolding Kommune på foranledning af Miljøstyrelsen et omløb udenom opstemningen ved den tidligere vandmølle og mølledammen, så fiskene nu kan svømme forbi spærringen og videre op til de genslyngede vandløb i Birkemose.På billedet ses en del af faunapassagen, der er ført uden om spærringen ved den tidligere vandmølle, Gudsø Mølle.
Naturgenopretningsprojekterne gennemføres primært af kommunerne, men grundlaget er tilvejebragt af Miljøstyrelsen via overvågning, vandområdeplanerne og den tilhørende finansiering.
De regionale vandråd bestående af interessenter fra både erhvervs- og naturorganisationer inddrages i prioritering af, hvilke indsatser der skal laves, og hvor de skal gennemføres.
Vurdering af effekten af indsatserne i vandløbene indgår i det Nationale Overvågningsprogram, NOVANA, som udføres af Miljøstyrelsen. Effektvurderinger vil ske på udvalgte stationer i 2018-2021. Udvælgelse af egnede stationer til effektvurdering sker i dialog med kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.