dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Nordfyn fremskynder klimaprojekt i Bogense

Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune udsætter den økonomiske fordeling af bidrag, der nogle steder kan trække i langdrag, for at komme hurtigt i gang med sikring mod oversvømmelse
17. JAN 2017 13.35

NORDFYN: Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit møde den 11. januar 2017 at igangsætte et projekt, som skal sikre Bogense mod oversvømmelser fra Bybækken i tilfælde af ekstrem afstrømning, oplyser komunen. Beslutningen blev taget inden der er truffet aftaler om, hvordan udgifterne til projektet skal fordeles mellem de interessenter, der har gavn af sikringen.

- Mange steder er klimaprojekter gået i stå på grund af klager over fordelingen af bidrag, og derfor kan de trække ud i det uendelige. Derfor har vi truffet beslutning om, at projektet ved Bybækken sættes i gang nu, og så må vi tage partsdelingen sideløbende, siger udvalgsformand Franz Rohde (K). 

Anlægsudgiften vurderes at være 4-5 mio. kr., som kan tilbagebetales over f.eks. 10 eller 20 år.

Kommunen betragter partsdeling som en forudsætning for projektet, men vil selv deltage i finansieringen af anlægsarbejdet og vil fremover drive projektet. Kommunekassen forventes, at bidrage til projektet sammen med Vandcenter Syd og de to landvindingslag i Bogense, som vil få fordel af projektet. 

- Simpel hovedregning viser, at udgiften er minimal pr. husstand, når vi arbejder sammen om en helhedsløsning. I modsat fald skal hver enkelt husejer selv ud og lave tiltag, og det er både mindre effektivt og dyrere, siger Franz Rohde.

Ingen nedrivninger af huse
Selv om udvalget har godkendt, at projektet nu kan sættes i gang, betyder det ikke, at alle sten er ryddet af vejen. Udover partsdelingen kan der også klages over de tilladelser, projektet skal have for at kunne blive til noget. Klagerne kan betyde forsinkelser, og det gør det vanskeligt at forudsige, hvornår anlægget er færdigt.

- De berørte borgere og virksomheder skal selvfølgelig have lov til at gøre indsigelse. Samlet set mener udvalget dog, at rådgiverens løsning tager de nødvendige hensyn. Vi bevarer bybækken, men laver et overløb til en afvandingskanal, som så skal graves større. Og så etablerer vi en ny og åben kanal som erstatning for en strækning, som i dag er rørlagt, siger Franz Rohde.

Rådgiver Lars Frederiksen fra COWI, der er kommunens rådgiver på projektet, siger:

- Hvis kommunen valgte at grave bybækken dybere og bredere ned gennem byen, så ville det have meget store omkostninger. De gamle huse ville skulle sikres, nogle måske rives ned for at gennemføre det. Endelig strider det imod sund fornuft at lede endnu mere vand ind igennem byen.

ka

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/nordfyn-fremskynder-klimaprojekt-i-bogense

GDPR