
Fjordlandskabet ved Roskilde Fjord med holme, øer, smukke dale og de store skovområder ved Bidstrup er netop i dag blevet blåstemplet af miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og forligskredsen bag nationalparkloven, der består af alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten. Dermed er Danmarks 4. nationalpark ‘Nationalpark Skjoldungernes Land' en realitet.
- Nationalpark Skjoldungernes Land er et stort sammenhængende landskab, der rummer alt, hvad man kan ønske sig af en nationalpark. Der er fjordlandskaber, store løvskove, fredede herregårdslandskaber og ikke mindst de mange kulturelementer - bl.a. Roskilde Domkirke, som i forvejen er på UNESCOs Verdensarvsliste. Det er intet mindre end en perfekt kombination af natur, landskab og kultur, vi finder her. Og alt sammen sker med en lokal opbakning, støtte og energi, jeg sjældent har set mage til, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
-Der er ingen tvivl om, at opbakningen til nationalparken er på plads, og det er helt afgørende, hvis det skal blive en succes. I høringsfasen fik vi en god dialog om, hvad det betyder at være en del af en nationalpark, så nu kan vi se fremad og glæde os over, at den første nationalpark på Sjælland snart er en realitet, siger miljøordfører Henrik Høegh (V), der har været en del af forligskredsen omkring nationalparken.
Fra slidsomt til et kæmpe løft
Formanden for Nationalpark Skjoldungernes Land bliver direktør og landmand Lars Vedsmand, der har siddet i styregruppen bag det lokale forslag til nationalparken.
- Nationalparken skal blive til gavn for naturen og til glæde for områdets beboere og gæster. I bestyrelsen skal vi sikre, at alle involverede kan føle ejerskab til nationalparkens kommende projekter, så vi hurtigt kan vise mange og gode resultater. Jeg vil foreslå den nye bestyrelse, at vi opretter to næstformandsposter: en grøn og en kulturhistorisk.
Flemming Jensen, der gennem de sidste otte år har været formand for den styregruppe, der har udarbejdet forslaget til nationalparken, er rigtig glad for, at det hele nu endeligt er faldet på plads.
- Det har været slidsomt undervejs, men nu kan vi se fremad. Parken bliver et kæmpe løft for hele området. Jeg glæder mig til at nyde vor natur og attraktioner i denne nye iklædning. Til lykke til borgerne i de tre kommuner og velkommen til besøgende gæster.
En ansøgning på vej fra Nordsjælland
Bestyrelsen for Nationalpark Skjoldungernes Land kommer til at bestå af 12 medlemmer indstillet af Roskilde Kommune, Lejre Kommune, Frederiksund Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Foreningen af Lodsejere i Nationalpark Skjoldungelandet, Landbrug & Fødevarer, Dansk Skovforening, Kulturstyrelsen, VisitDenmark, Dansk Ornitologisk Forening og Naturstyrelsen.
Af ministerens tidligere offentliggjorte forslag til Nationalpark Skjoldungernes Land fremgår det, at nationalparken vil søge at udnytte nationalparkens status til at promovere turistattraktioner, friluftsmuligheder og produkter fra fødevareproducenter, kunstnere og andre erhvervsdrivende i lokalområdet uden at det belaster den værdifulde natur.
Danmark har i dag nationalparkerne Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge og Nationalpark Vadehavet. Nationalpark Skjoldungernes Land bliver dermed den første nationalpark uden for Jylland. Naturstyrelsen behandler i øjeblikket en ansøgning fra fem nordsjællandske kommuner om at etablere en nationalpark i Nordsjælland.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.