
Fra ultimo 2028 skal der kunne køre højhastighedstog over Vestfyn, og derfor starter arbejdet nu med at anlægge en ny elektrificeret jernbane mellem Odense Vest og Kauslunde. Det oplyser Vejdirektoratet.
Den nye højhastighedsbane bliver cirka 35 kilometer lang, og dermed fire kilometer kortere end den nuværende jernbaneforbindelse over Vestfyn, og får en mere lige linjeføring, der gør det muligt at køre op til 250 km/t med persontog. Dermed reduceres rejsetiden på strækningen.
Ambitionen om en kortere rejsetid er en del af den såkaldte timemodel, som er en vision om en times rejsetid mellem de store byer i Danmark, her mellem Odense og Aarhus. Samtidig vil den nye jernbane frigøre kapacitet på den nuværende jernbane, så der bedre kan afvikles godstogs- og regional persontogstrafik på den eksisterende strækning.
To delprojekter
Det er en forudsætning for jernbaneprojektet, at en eksisterende naturgasledning på cirka 27 kilometer langs strækningen først bliver omlagt af Energinet. Sideløbende gennemfører Vejdirektoratet og Banedanmark geotekniske undersøgelser, arkæologiske forundersøgelser, opmålinger og ekspropriationer.
Når naturgasledningen er omlagt, begynder arbejdet med at anlægge den nye jernbane, som sammen med Fynske Motorvej vil udgøre en transportkorridor over Vestfyn.
Vejdirektoratet er bygherre på det samlede anlægsprojekt, som både indebærer omlægning af naturgasledningen og anlæg af den dobbeltsporede højhastighedsjernbane. Energinet er anlægsmyndighed for omlægning af naturgasledningen, mens Vejdirektoratet i samarbejde med Banedanmark anlægger den nye jernbane.
Fakta
Anlægsloven for projektet blev vedtaget i 2019. Som en del af Infrastrukturplan 2035 blev anlægsstart fremrykket fra 2023 til 2022.
Budgettet for det samlede anlægsprojekt er på 4,9 mia. kr.
Kilde: Vejdirektoratet
Projektet kan følges på Vejdirektoratets projektside.
sfe
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.