De første rejsende kan fra mandag bruge Basiskort, som er det nye fysiske alternativ til Rejsekort-appen. Det skriver selskabet Rejsekort & Rejseplan i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at voksne, pensionister og personer med handikap fra mandag kan checke ind med Basiskortet på de checkpunkter, som er opsat til formålet.
Det er desuden muligt at checke ekstra voksne, børn, cykler og hunde ind. Med tiden kommer flere funktioner til, så det også bliver muligt for blandt andet børn at få deres eget Basiskort.
Det nuværende Rejsekort og de blå standere, som bruges til at checke ind og ud, udfases til maj. Herefter skal man checke ind via en app på sin telefon eller bruge Basiskort.
Ikke-digitale rejsende
Jens Willars, som er kundedirektør i Rejsekort & Rejseplan siger, at Basiskortet er målrettet en bred målgruppe.
Det kan være seniorer, som er digitalt utrygge, personer, som ønsker at rejse anonymt eller forældre, som ønsker at udskyde deres barns første smartphone, siger han i pressemeddelelsen.
Rejsekort & Rejseplan oplyser i pressemeddelelsen, at man med Basiskort modsat det nuværende fysiske Rejsekort skal checke ind og ud, hver gang man står på og af.
Det skal sikre den korrekte pris på tværs af bus, tog, metro og letbane, lyder det.
Rejsekort & Rejseplan har tidligere fået kritik for manglende kommunikation om, at der ville komme en fysisk løsning til dem, der ikke ønsker at bruge en app, når de skal med offentlig transport.
Klager over markedsføring
I januar skrev Politiken på baggrund af en aktindsigt, at Forbrugerombudsmanden kort før jul indledte en undersøgelse af, om selskabet havde gjort brug af vildledende markedsføring.
Det skete efter mindst otte klager fra forbrugere om den landsdækkende kampagne, som fortalte, at det fysiske Rejsekort lukker, og at kunder i stedet skal bruge en app til at checke ind.
I kampagnen var det udeladt, at det fysiske Rejsekort bliver erstattet af et andet fysisk kort med navnet Basiskort.
I et skriftligt svar til Politiken i januar fremhævede Jens Willars, at oplysninger om Basiskort fremgik af selskabets hjemmeside, lige som man ville skrue op for kommunikationen, når kortet kunne købes og bruges.
Et Basiskort koster lige som et fysisk Rejsekort 50 kroner. Et anonymt basiskort koster 80 kroner. Mens man skal sætte penge over på det fysiske Rejsekort, betales rejser med et Basiskort fra et betalingskort eller via MobilePay. Man kan desuden blive visiteret til at betale med faktura.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.









