
ODENSE: Odense Byråd har, med kun Enhedslisten imod, godkendt en ny lokalplan og et kommuneplantillæg, der er udarbejdet på baggrund af et konkret ønske fra medicinalvirksomheden Novo Nordisk om at bygge en virksomhed på et 81 hektar stort område i Tietgenbyen Nord. Det fremgår af referatet fra det seneste byrådsmøde. Virksomheden skal udføre delprocesser for farmaceutisk produktion.
- Vi står overfor det største grundsalg i byens historie. Ja, det er faktisk den største erhvervsnyhed i dette årtusinde. Det er virkelig en stor og solid blåstempling af Odense som erhvervsby, sagde borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ifølge Fyens Stiftstidende på byrådsmødet.
Det fremgår af byrådsindstillingen, at forvaltningen forventer flere odenseanere i job og på vej til job - altså en øget mængde af arbejdspladser.
Planforslagene har været i høring frem til 5. april og medførte 30 høringssvar fra 27 parter. De handlede bl.a. om frygt for støjgener i anlægs- og driftsfasen, bekymring om øget trafikstøj og bygningshøjde og arkitektur. Det sidstnævnte fik Enhedslisten til at stemme mod med henvisning til bygningsvolumener og højder på 27 meter, samt støj fra trafik og overskridelse af skovbyggelinjen med op til 290 meter.
I forhold til støjgener fra Novo Nordisk-virksomheden og den fremtidige trafik, så vurderer forvaltningen, at der er taget hensyn til dem i forbindelse med en 360 graders analyse af infrastrukturen i den østlige del af byen, som byrådet har vedtaget med budgettet for 2024.
Lokalområdet er vist afgrænset med rødt. Foto: Odense Kommune
Højt og mindre højt
Hvad angår det kommende byggeris højde anerkender forvaltningen, at høje bygninger vil påvirke området, og har derfor i samråd med Novo Nordisk foreslået en ændring, der nedjusterer byggehøjden. Dels til 22 meter i et delområde mod to sydlige fredsskover og dels til 20 meter ved Fraugde-Kærbyvej, der tager hensyn til omgivelserne. I andre områder er der mulighed for at bygge i 27 meters højde.
Også den endelige VVM-tilladelse (Virkninger på Miljøet) blev efter endt offentlig høring vedtaget af byrådsflertallet.
Ifølge Fyens Stiftstidende varslede borgmesteren på byrådsmødet også en udvidelse af Tietgenbyen med 250 hektar, og at der skal kigges grundigt på, hvordan man bedst indretter infrastrukturen med nye veje og en mulig ny jernbanestation i området. By- og kulturrådmand Søren Windell (K) hæftede sig ved behovet for at afdække, hvordan de mange medarbejdere kan komme til og fra Novo Nordisks kommende anlæg.
Klimarådmand Tim Vermund (S) nævnte på mødet, at udviklingen af området også er godt for klimaet, da jorden i forvejen ikke har høj grad af biodiversitet.: "Vi løfter naturkvaliteten, samtidig med at vi får en stor virksomhed til byen. Byggefelterne er tilpasset de eksisterende træer i området, og jeg er glad for, at man har påtaget sig ansvar for natur og dyr i fremtiden", mente klimarådmanden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.