
ODSHERRED: Odsherred Kommune tager nu affære for at redde den hårdt belastede Isefjord. Kommunen vil sende et bekymringsbrev til miljøminister Magnus Heunicke (S) og ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), med en opfordring til et hurtigt stop for muslingeskrab i fjorden. Det skriver TV 2 Øst.
Beslutningen kommer efter en kraftig opfordring fra foreningen Red Isefjord, der sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund har henvendt sig til de fem isefjordskommuner samt Roskilde Kommune. Ifølge havbiolog Gunni Ærtebjerg Nielsen, tidligere seniorrådgiver i Danmarks Miljøundersøgelser, er fjordens tilstand kritisk.
- Fjorden har det elendigt. Der skal gøres noget nu, hvis Isefjorden skal overleve. Belastningen af bunden er alt for høj, derfor skal der laves et fuldstændigt stop af muslingeskrab, siger han.
Hvad er muslingeskrab?
Muslingefiskeren fisker typisk efter blåmuslinger til spisning og bruger tunge jernskrabere langs havbunden. Det fjerner således de muslinger, der ellers kunne have hjulpet med at rense vores næringsholdige fjordvand.
Samtidig hindrer det en udbredelse af det iltproducerende ålegræs, der både binder næringsstoffer og CO2 i rodnettet.
Det sker blandt andet, når muslingeskraberen hvirvler bundsediment op i vandsøjlen, så det skygger for lyset. Nok så vigtigt ødelægges havbundens struktur, skabt af borende, gravende og rørboende bunddyr, som ellers gør havbunden mere robust overfor iltsvind.
På en skala fra 1-5 (hvor 1 er mindst bundpåvirkning og 5 er størst bundpåvirkning) har skraber en kategori 5.
Nogle af de omfattende konsekvenser af muslingeskrab er:
- Ødelæggelse af havbunden: Skrabning fjerner ikke kun muslinger, men kan også beskadige bundvegetation og leveområder for andre marine organismer.
- Tab af biodiversitet: Mange smådyr og planter, der lever på eller i havbunden, kan blive ødelagt eller forstyrret.
- Forringelse af vandkvalitet: Når havbunden forstyrres, kan der frigives sediment og næringsstoffer, som kan føre til uklart vand og iltsvind.
- Forstyrrelse af fødekæden: Muslinger filtrerer vandet og skaber leveområder for andre arter, så en reduktion af muslingebestanden kan have bredere konsekvenser.
Kilde: Dansk Naturfredningsforening og Tænketanken Hav.
Regeringens udspil
Et forbud mod bundslæbende fiskeriredskaber i Bælthavet og dele af Kattegat er det første punkt i regeringens fiskeriudspil, som blev præsenteret i begyndelsen af februar.
Forbuddet omfatter også bundskrabende fiskeri efter muslinger, men regeringen foreslår, at muslingefiskeriet udfases over otte år i Isefjorden og langs den jyske østkyst.
Det resulterede blandt andet i, at miljøbevægelsen Red Isefjord sendte et brev til de fem kommuner omkring fjorden; Odsherred, Holbæk, Lejre, Frederiksund, Halsnæs og Roskilde Kommuner. Her opfordrer de kommunerne til at samle sig om en fælles henvendelse til regeringen for at fremskynde et stop for muslingeskrab.
Parallelt med dette har Odsherred Kommune altså formuleret et såkaldt bekymringsbrev til miljøministeren, som endnu ikke er sendt med posten.
hss
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.