KØBENHAVN: Begejstringen var til at tage og føle på, da Københavns Rådhus tidligere på ugen udsendte en pressemeddelelse om et cykelbro-projekt mellem Islands Brygge og Enghave Brygge i København, som politikerne længe har forhandlet om. "Ny cykel- og gangbro er rykket et stort skridt nærmere realisering", hed det i overskriften.
Men noget tyder på, at det store skridt er lidt af en overdrivelse, for der er tilsyneladende ikke flertal for en endelig gennemførelse af projektet, der vil koste cirka 245 millioner kroner. Det viser en rundringning, TV 2 Kosmopol har foretaget.
Broen skal forbinde Islands Brygge på Amager med Enghave Brygge på den modsatte side af havnen og give både cyklister og fodgængere en tiltrængt genvej. Beboere på Islands Brygge får lettere adgang til metroen - og dem på den modsatte side får lettere adgang til Amager.
Men på begge sider har københavnerne givet udtryk for, at de frygter det store antal cyklister.
Finansieringen skudt til hjørne
Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget tilsluttede sig mandag, at forvaltningens udkast til linjeføring står fast - altså hvor broen skal gå. Men en del af finansieringen af broen - nemlig en ansøgning til Den Nationale Cykelpulje - blev skudt til hjørne. Det fremgår dog ikke af den pressemeddelelse, der efterfølgende blev sendt ud.
Uden pengene fra Den Nationale Cykelpulje skal Københavns Kommune selv finde 98 millioner kroner ekstra.
Det fremgår til gengæld, at når politikerne skal forhandle om hovedstadens budget for 2026, så er broen med linjeføring fra Sirius Plads på Islands Brygge over til Lyngholm på Enghave Brygge "på listen over projekter, der skal findes finansiering til".
- Vi går ikke ind for det i den form, det har her. Med de meldinger, der er kommet fra andre partier, har jeg meget svært ved at se, at der er et flertal. Jeg synes, at pressemeddelelsen tager munden lidt for fuld for nu at sige det mildt, siger Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Jens-Kristian Lütken (V) til TV 2 Kosmopol.
Langt fra enighed
Han mener, at der er store problemer med den udformning, broforbindelsen har fået - blandt andet fordi den øgede cykeltrafik kan være en risiko for beboerne.
- Jeg har været ude at se på det flere gange, og det ligger klart, at vi ikke kommer til at støtte et projekt, der ikke har optimal udførelse.
Endnu mere kontant bliver meldingen, hvis man vender sig mod det konservative medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Morten Melchiors:
- Vi skal have taget den bro helt af programmet. Vi har hele tiden været imod den. Den ligger uheldigt både for beboere på Enghave Brygge og på Islands Brygge. Pressemeddelelsen, der blev sendt ud, er mere positiv over for projektet end i virkeligheden - der er tale om spin med en slags feberredning, siger han og understreger, at hans parti ikke kommer til at arbejde for, at der findes penge til broforbindelsen på næste budget.
Usaglig kommunikation
Det samme gælder Socialdemokratiet. Her beskylder medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Niels E. Bjerrum, forvaltningen og borgmester Line Barfod (EL) for at stå bag misvisende og usaglig kommunikation om udfaldet af mandagens møde.
- De forholder sig ikke til flertallet, siger han.
Flere af de partier, der har accepteret broprojektet siger, at de er bundet af tidligere budgetaftaler, som indebærer forundersøgelser af broprojektet. De understreger, at de ikke er forpligtet til rent faktisk at stemme for det endelige projekt, når det foreligger.
Socialdemokratiet og SF fik i samme forbindelse ført til protokols, at de ønsker arbejdet med en cykelbro over Københavns Havn ved Refshaleøen prioriteret i første omgang.
- Vi ønsker at prioritere vores økonomi og søge cykelpuljen om penge til en bro ved Refshaleøen i stedet, siger Niels E. Bjerrum (S) til kanalen. Realisering af projektet forudsætter, at der afsættes midler til byggeriet i budget 2026.
- Men det er ikke et projekt, vi går til forhandlinger med at ville fremme, siger Niels E. Bjerrum.
Radikale fastholder
De Radikales medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Christopher Røhl, understreger, at de holder fast og går ind for, at der både søges penge i Den Nationale Cykelpulje og siden afsættes midler til at realisere projektet.
- Vi er meget positive over for at lave en cykelbro i det her område. Det er uansvarligt ikke at finde en løsning, for Bryggebroen er fuldstændigt underdimensioneret, siger han.
Bryggebroen ligger umiddelbart nord for den planlagte, nye bro og er i dag tæt trafikeret af både cyklister og fodgængere. Da Teknik- og Miljøforvaltningen tirsdag udsendte sin pressemeddelelse, udtrykte borgmester Line Barfod (EL) glæde over, at man nu kan gå videre med finansieringen af projektet:
- Allerede nu er den eksisterende Bryggebro tæt på at nå sin maksimale kapacitet, og den trafik vil kun stige i takt med byens udvikling. Derfor er jeg glad for, at vi nu har valgt en model for den nye bro, så vi kan gå videre med arbejdet med at sikre finansiering til projektet, lød det fra hende i pressemeddelelsen.
Borgmester fastholder
Forelagt udsagnene fra politikerkollegerne om de knaster, der nu ligger med finansiering, skriver borgmester Line Barfod (EL) i en mail til TV 2 Kosmopol:
"Der sker en rivende udvikling i den sydlige ende af Københavns Havn, og allerede i dag er der rigtig mange cykler på Bryggebroen. Derfor mener jeg, at vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan aflaste broen med en ny forbindelse. Den udfordring løser man ikke ved at bygge en bro i den nordlige ende, og den ene bro udelukker jo heller ikke den anden."
Hun tilføjer, at udvalget nu har taget stilling til, hvor broen skal ligge, og hvordan dens landinger skal se ud: "Hvordan finansieringen så kan sættes sammen, må vi tage i budgetforhandlingerne. Nu ligger der i hvert fald et færdigt projekt, som man kan vælge at arbejde videre med", siger Line Barfod.
Red. Artikel redigeret og tilføjet mellemrubrikker kl. 8.36
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.