

TØNDER / AABENRAA: Et vildsvinehegn ved den dansk-tyske grænse har mandag fået Miljøstyrelsens tilladelse, skriver styrelsen på sin hjemmeside. Ifølge styrelsen skal hegnet understøtte regeringens mål om at udrydde vildtlevende vildsvin i Danmark.
Dermed er det 70 kilometer lange og op til halvanden meter høje hegn et skridt nærmere at blive til virkelighed. Hegnet skal forhindre afrikansk svinepest i at brede sig ved at gøre det svært for vildsvin at krydse den grænsen.
Det forventes, at arbejdet med at sætte hegnet op begynder i starten af 2019 og afsluttes samme år. Udkastet til en endelig afgørelse om hegnet har været i offentlig høring indtil 18. juli, og i den periode har 29 kommuner, personer og organisationer givet lyd fra sig, skriver Jyllands-Posten. Men linjeføringen og udformningen af hegnet er uændret, selvom det har mødt en del kritikere.
WWF Verdensnaturfonden var blandt de organisationer, der gjorde indsigelser mod hegnet:
- Vi anerkender selvfølgelig, at afrikansk svinepest er en alvorlig faktor i svineproduktionen, men vi mener ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at det her hegn virker efter hensigten, siger seniorbiolog hos WWF Verdensnaturfonden Thor Hjarsen.
Derudover er WWF - ligeså vel som flere andre organisationer - bekymret for den omkringliggende natur:
- I vores øjne er der heller ikke tilstrækkelig dokumentation for, at hegnet ikke vil påvirke truede dyrearter og sårbare naturområder i Sønderjylland. Det gælder en række sårbare arter i Danmark – fx traner og oddere, siger han.
Naturstyrelsen er ansvarlig for etableringen af hegnet, mens Miljøstyrelsen har givet tilladelse til etableringen efter den særlige vildsvinehegnslov, skriver Jyllands-Posten. Folketinget ved 4. juni vildsvinehegnsloven om opførelse af et hegn, der skal forhindre, at afrikandsk vildsvinepest spreder sig til danske svinebesætninger.
Den er et af flere initiativer, der er sat i værk for at forhindre afrikansk svinepest i at sprede sig til Danmark. Afrikansk svinepest har endnu ikke været konstateret i Danmark, men er konstateret i både tam- og vildsvin i lande tæt på Danmark ifølge Fødevarestyrelsen.
Ifølge Jyllands-Posten oplyste Naturstyrelsen i juli, at der er blevet nedlagt 35 vildsvin 'i kampen mod afrikansk svinepest' siden nytår. Af de netop offentliggjorte høringssvar kan man læse, at samtlige vildsvin, der er blevet nedlagt eller trafikdræbt i Danmark, hidtil er blevet testet negativ for afrikansk svinepest.
Du kan læse høringssvarene her.
eo
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.