
Antallet af biler i hovedstadsområdet stiger, men det gør antallet af parkeringspladser ikke. Det er et regnestykke, der ikke kan gå op. Men det er det regnestykke, som samtlige af Københavns omkringliggende kommuner lige nu sidder med foran sig, skriver TV2 Lorry.
I en rundspørge fortæller udvalgsformænd i syv ud af de otte kommuner, der vendte tilbage, at de oplever et stigende parkeringspres. Det drejer sig om Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Glostrup, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe og Ishøj kommuner.
Ifølge trafikforsker ved Aalborg Universitet, Harry Lahrmann, er det er problem, der kun er vokset i løbet af de seneste år.
- Der kommer flere og flere biler. Bilerne er blevet relativt billige, og det får familier til at anskaffe sig flere en én, ligesom mange af de, der ikke havde råd til bil før, har råd i dag, siger han til TV 2 Lorry.
Kører en ekstra omgang
Samtidig er mange parkeringspladser i Storkøbenhavn skrumpet ind. Nogle steder bliver parkeringspladser endda nedlagt, særligt i København, fortæller Harry Lahrmann. Andre kommuner mindsker parkeringspladsen ved nybyggerier for ikke at få for mange biler ind i byen.
- Det mest effektive middel, kommunerne har, er at nedlægge parkeringspladser, for så kan de jo skubbe bilerne ud. Men der er parkeringspolitik en svær størrelse, for hvem er det, de så skubber ud? spørger Harry Lahrmann til TV 2 Lorry.
En af de kommuner, hvor bilisterne må køre en ekstra gang rundt i kvarteret i sin søgen efter parkering, er Lyngby-Taarbæk.
- Det er et stigende problem. Før i tiden havde familien én bil, nu har den to, og det er heller ikke usædvanligt, at barnet også får sin egen. Så det bliver værre og værre, siger John Tefke (K), formand for Byplanudvalget i Lyngby-Taarbæk.
Kan ikke trylle
Problemet opstår særligt i kommunens boligområder, der i mange tilfælde ikke er bygget til biler.
- Vi har mange rækkehuskvarterer fra 60’erne, og dengang var det ikke almindeligt at have bil. Vi er jo en gammel kommune, siger John Tefke til TV 2 Lorry.
Han fortæller, at kommunen ved nye byggerier sætter parkeringsnormen "lidt højt" for at afhjælpe problemet, men det er svært at gøre så meget ved det, da Lyngby-Taarbæk er en næsten fuldt udbygget kommune.
- Det er svært at trylle jord frem, som ikke er der. Så det er ikke verdens nemmeste opgave, siger John Tefke til TV2 Lorry.
Forsøg med samkørselsbænk
Også Gentofte Kommune mangler parkeringspladser, men kommunen har som udgangspunkt ikke planer om at anlægge flere, da der ikke er plads.
- Der er dem, der er, siger Karen Riis Kjølbye (K), formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
Kommunen prøver i stedet at få borgerne til at tage cyklen, elløbehjulet eller toget som erstatning for de biler, også Gentofte oplever, der bliver flere og flere af.
- Det er jo vanvittig svært, for det er adfærdspåvirkning, og det bliver ikke gjort på en dag. Vi går varsomt frem, for vi værner om den personlige frihed, men vi har nogle nationale og kommunale mål for CO2-nedbringelse, så det er jo alvor, siger Karen Riis Kjølbye til TV 2 Lorry.
Kommunen har blandt andet forsøgt sig med en samkørselsbænk placeret ved Hellerup Station, hvor man kan sætte sig og falde i snak med andre om muligheden for samkørsel. Samtidig arbejder kommunen på at forbedre cykelforholdene i håbet om at gøre det tohjulede transportmiddel mere attraktivt.
- Vi kan ikke forhindre folk i at have biler, det skal vi heller ikke, men hvis man så ikke kan parkere dem - det er svært for os at løse som kommune, siger Karen Riis Kjølbye.
mag
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.