Platform med marine data får sin første bygherre med
Tre år efter oprettelsen af platformen VanDa, hvor kommuner, regioner og Miljøstyrelsen indtil nu har delt data om vandløb, søer og havområder, begynder den første bygherre at deltage ved at dele sine marine data, oplyser Danmarks Miljøportal.
Det er det statsligt ejede aktieselskab Sund & Bælt, som i forbindelse med en miljøkonsekvensvurdering af en mulig Østlig Ringvej i København gennemfører en række marine undersøgelser. Data fra disse bliver nu delt og kan dermed bruges af andre bygherrer m.fl.
- Sund & Bælt arbejder dagligt med at indsamle og dokumentere data på vores projekter og sikre gennemsigtighed for alle interessenter. VanDa kan skabe større åbenhed og kendskab til vandmiljøet, og den vidensdeling vil vi meget gerne deltage i og fremme, siger Gunnar Peter Jensen, miljøkonsulent i Sund & Bælt.
Havareal skal kortlægges
Vidensdelingen falder sammen med en politisk aftale om en havnaturfond, der blev præsenteret i juni, og hvor der afsættes 500 millioner kroner til genopretning af den danske havnatur frem mod 2030. I aftalen hedder det bl.a., at det danske havareal skal kortlægges.
VanDa, der blev oprettet i 2021 af Danmarks Miljøportal, følger udviklingen i det danske vandmiljø og gør det lettere at tilgå og genbruge vanddata.
- Ambitionen er at øge den samlede værdi af miljøovervågningsdata fra vores havområder for at kunne træffe de bedst mulige beslutninger. For at beskytte og genoprette vores havmiljø har vi brug for alle de miljødata, der produceres fra de store infrastrukturprojekter og VE-projekter på havet, siger vicedirektør Lars Møller Christiansen fra Miljøstyrelsen.
VanDa er udviklet af Danmarks Miljøportal, der arbejder for at tilpasse brugergrænsefladen, så den bedre matcher bygherrers behov.
- Vi håber, at Sund & Bælt kan skabe en trend om deling af data blandt bygherrer, så det bliver nemmere og billigere at træffe vidensbaserede beslutninger. Men også fordi det er oplagt at inkludere i ESG-rapportering, som EU stiller krav om, siger Nils Høgsted, sekretariatsleder for Danmarks Miljøportal.
dotn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.