ESBJERG: Det bliver virksomheden SLA, der sammen med ReVærk, Aaen Engineering og Niras skal stå i spidsen for at realisere byrum og bypark i Det Internationale Kvarter i Esbjerg. Det oplyser kommunen.
I alt 15 teams ansøgte om prækvalifikation, og fire blev udvalgt til at afgive tilbud. På baggrund af en samlet vurdering af pris og kvalitet har et enigt bedømmelsesudvalg peget på team SLA som vinder af udbuddet.
Bedømmelsen er foretaget af et udvalg med repræsentanter fra Esbjerg Kommune, Realdania, Esebolig og eksterne faglige eksperter. Udvalget har samlet vurderet tilbuddene ud fra de opstillede kriterier med fokus på både innovation, realiserbarhed og evnen til at løfte projektets ambitioner.
- Vi har haft et stærkt felt af tilbudsgivere, og det har været tydeligt, at mange har taget opgaven og ambitionerne meget alvorligt. Med SLA i spidsen får vi et team, der både har blik for helheden og en realistisk tilgang til, hvordan uderummene skaber værdi for hele kvarteret, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), som også er formand for den politiske styregruppe.
Samarbejde og genbrug
Bedømmelsen peger blandt andet på, at team SLA leverer en enkel og overskuelig procesplan, der er i tråd med de krav, der er stillet i udbuddet. Samtidig viser teamet en klar forståelse for vigtigheden af samarbejde, både med professionelle aktører og med borgere og lokale kræfter i området.
- I projektet er der en stærk ambition om at inddrage de lokale i arbejdet med at få skabt et byrum, der kan støtte op om det lokale fællesskab og invitere nye ind. Samtidig er der et stort fokus på at bruge genbrugsmaterialer i projektet, og på den måde bliver området et eksempel på, hvordan man kan arbejde med kultur og klima, som vokser ud af stedet og åbne det for omverdenen, siger Astrid Bruus Thomsen, programchef i Realdania.
Særligt fremhæves teamets tilgang til samskabelse og deres respekt for det omfattende forarbejde, der allerede er gennemført i kvarteret gennem blandt andet Creative Placemaking.
I den kommende fase arbejdes der videre med inddragende byggeri, hvor designere og håndværkere samarbejder tæt om at udvikle løsninger med afsæt i genbrugsmaterialer og cirkulære principper.
I teamet bag SLA indgår blandt andet ReVærk, som har været med til at udvikle fysiske rammer for aktiviteter og fællesskaber i Realdania-indsatsen Vores Sted, hvor man også bygger med genbrugsmaterialer. Pavillonen er opført som Naturportalen i området allerede. Erfaringerne herfra bringes i spil i arbejdet med de fælles opholds- og aktivitetsrum i området.
Med udpegningen af team SLA går projektet nu ind i næste fase, hvor de konkrete løsninger skal videreudvikles i tæt samarbejde med Esbjerg Kommune, samarbejdspartnere og lokale aktører.
Projektet forventes at stå færdigt i 2028 og skal være med til at vise, hvordan fremtidens byudvikling kan forene klima, natur og stærke fællesskaber i praksis, lyder det fra kommunen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.













