
Det er fortsat uvist, om regeringen ønsker at etablere en kattegatforbindelse mellem Vestsjælland og Aarhus. Det skyldes, at partierne i regeringen skal blive enige internt, før der kan meldes ud, siger transportminister Thomas Danielsen (V).
- Hverken regeringen eller jeg har nogen ambition om at trække det i langdrag. Man skylder alle en afklaring på et tidspunkt.
- Men SVM-regeringen er en regering sammensat af flere partier, og derfor er der flere spørgsmål, hvor vi skal have lejlighed til at drøfte, hvad regeringen skal mene, siger Thomas Danielsen onsdag i Folketingssalen.
Den tidligere socialdemokratiske regering meldte i sommeren 2022 ud, at en forundersøgelse ikke gav anledning til at fortsætte. Det skyldtes hensyn til miljø og natur.
Ikke i regeringsgrundlaget
Regeringen ville i den forbindelse ikke svare på, om forbindelsen dermed var opgivet. Men ifølge Ritzaus oplysninger havde transportministeren dengang reelt lagt projektet i graven trods intern uenighed. Siden er regeringen blevet udvidet med Venstre og Moderaterne. Forbindelsen er dog ikke nævnt i regeringsgrundlaget.
Thomas Danielsen besøgte tidligere på ugen Samsø, hvor der er udbredt modstand mod en forbindelse på grund af hensyn til miljøet og trafikken på øen. Han har tidligere været fortaler for en forbindelse.
Der er lokal modstand mod forbindelsen. Beboere i Jylland, på Samsø og omkring Kalundborg har samlet sig i fem lokale foreninger for at protestere mod broen i hver deres lokalområde.
Formålet med projektet er kortere rejsetid mellem København og Aarhus. Med en forbindelse over Kattegat vil bilister kunne rejse mellem de to byer på omkring to timer, mens det tager knap tre timer i dag. En kombineret vej- og togforbindelse over Kattegat er senest i juni 2022 blevet vurderet til at koste cirka 110 milliarder kroner.
Den 8. maj er der en høring på Christiansborg om forbindelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.