En række motorvejsprojekter er måske på vej som følge af V-LA-K-regeringens regeringsgrundlag. Men kun måske, for selv om der er flere strækninger på regeringens menukort, er det med meget forskellige grader af håndfasthed.
Eneste helt sikre er udvidelsen af E45 mellem Skanderborg og Aarhus, som der er sat rigtige penge af til i finansloven for 2017 og som derfor har været 'gratis' at tage med i regeringsgrundlaget. Hvad der kommer næst i rækken af sikre projekter afhænger af, hvad man lægger vægt på.
En havnetunnel i København er en af kandidaterne, fordi der ligesom med E45 allerede er sat penge af i finansloven for 2017. Men kun til en forundersøgelse, altså det allerførste skridt og uden garanti for mere.
En anden kandidat kunne være Kalundborgmotorvejen, hvor forberedelserne er kommet så langt at en VVM-redegørelse er lavet og det hele er klar til at arbejdet i princippet kan komme i gang. Regeringsgrundlaget afgiver ingen løfter om strækningen, men alene det at den nævnes - som et af 'flere samfundsøkonomisk fornuftige investeringer i bedre infrastruktur' - kan give lokale interessenter en vis forhåbning om at der kommer til at ske noget.
Hærvejsmotorvejen igen
Næst i køen til en VVM-redegørelse står en del-etape af en mulig fremtidig midtjysk motorvej, ofte kaldet Hærvejsmotorvejen. Det er den sydligste del fra Haderslev over Billund til Give, som regeringen vil have VVM-undersøgt, samtidig med at den resterende del fra Give over Viborg til Hobro skal forundersøges. Begge dele skal iværksættes i 2017 ifølge regeringsgrundlaget.
En anden motorvejsstrækning hvor regeringen vil gennemføre en VVM-undersøgelse, er Hillerødmotorvejens sidste stykke fra Allerød til Hillerød, hvor ønsket er at opgradere motortrafikvejen til firesporet motorvej. Hvad denne strækning angår sætter regeringsgrundlaget sætter ikke årstal på sine ambitioner.
Årstal mangler også for den sidste af regeringsgrundlagets motorvejsambitioner, nemlig en tilkendegivelse af at 'i de kommende år skal fremkommeligheden også forbedres på andre strækninger af E45'. Præcist hvor er lige så uvist som hvornår.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.