
SILKEBORG / RANDERS: Silkeborg Kommune stopper midlertidigt med at modtage jord fra jordskreddet på Nordic Wastes grund i Ølst. Det skriver TV Midtvest.
I første omgang vil man i en periode på 14 dage ikke tage imod mere jord, mens der kommer svar på nye stikprøver. Indtil nu har Silkeborg været nødt til at returnere et vognlæs jord til Randers efter tilfældige prøver.
Silkeborg Kommune har indtil videre modtaget omkring 35.000 ton jord fra jordskreddet ved Randers, skriver kanalen. Jorden skal bruges til en støjvold i byen Balle.
Silkeborg Kommune vil nu få lavet flere stikprøver af jorden, siger Hans Mogensen, der er kommunikationschef i kommunen.
- Man har besluttet at lave en kort pause i at få leveret jord fra Randers, indtil vi får lavet flere stikprøver, så vi ved, at grænseværdierne bliver overholdt, siger han.
Det er Silkeborg Kommunes klima- og miljøudvalg, der har truffet beslutningen på et ekstraordinært møde torsdag.
Valget skyldes blandt andet utryghed, siger udvalgets formand, Rune Kristensen (S), TV 2 Østjylland.
- Vi har taget bestik af situationen og mærket utrygheden, så derfor vil vi gerne vide, om der er noget at finde i jorden, siger han.
Vesthimmerlands analyser
Et af de andre steder i landet, der har modtaget jord fra Nordic Waste, er Aalestrup i Vesthimmerland, og her har kommunen nu offentliggjort analyser, geotekniske vurderinger og miljøgodkenderlser på sin hjemmeside, skriver Nordjyske.
- På borgermødet i sidste uge var der ønsker om at se analyser og prøveresultater. Det ønske har vi fulgt, siger formand for kommunens teknik- og miljøudvalg Allan Ritter (K), som kalder den nye side en nemmere adgang til de oplysninger, som ellers skulle skaffes gennem aktindsigt.
Hjemmesiden med jordanalyserne opdateres hver mandag.
Mobilt renseanlæg
Et mobilt rensningsanlæg placeret i en stor container på selve Nordic Waste-grunden ved Ølst skal forhindre forurenet vand i at sive ned i undergrunden. Anlægget er placeret af Miljøstyrelsen som erstatning for de bassiner, hvor Randers Kommune som akutindsats har haft samlet vandet, skriver DR.
Bassinerne blev gravet i al hast og har ingen membran, der kan forhindre vandet i at sive ned i det øverste grundvand. Alternativt skal vandet køres fire kilometer væk til opbevaring i et bassin med membran. Det mobile anlæg skal fjerne så mange tungmetaller som muligt, da de vil være skadelige for livet i Alling Å, hvor det rensede vand skal ledes ud.
- Vandet er problemet lige nu, og det forurenede overfladevand giver os udfordringer. Det er en kamp mod tiden, fastslår Jan Reisz, kontorchef i Miljøstyrelsen. Den nye løsning skal tages i brug næste uge, skriver kanalen.
ritzau/cwa
Red: Ændret rubrik, underrubrik og nye to første afsnit kl. 14.02
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.