
RANDERS: Randers Kommunes ansvar for jordskreddet ved Nordic Waste skal undersøges, og regeringen vil drage de nødvendige konsekvenser, hvis kommunen har skyld i den mulige miljøkatastrofe, lyder det onsdag fra miljøminister Magnus Heunicke (S).
Siden december har kommunen arbejdet med at standse store mængder forurenet jord i skred, fordi Nordic Waste selv opgav og siden gik konkurs. Kritik af kommunens miljøtilladelser fik den til at iværksætte en advokatundersøgelse, og i fredags lød det fra Magnus Heunicke på et pressemøde, at han så frem til at læse den redegørelse, som Randers havde bestilt.
Den blev præsenteret mandag og konkluderede, at Nordic Waste bærer ansvaret for jordskreddet i og med, at kommunens miljøgodkendelser er overtrådt, bl.a. fordi hældningen på jordskråningerne har været for stejl. Virksomheden afviser at have overtrådt miljøgodkendelserne, og kommunen har nu politianmeldt Nordic Waste, hvilket virksomheden mener er grundløst.
Flertal for undersøgelse
Flere af de mindre partier i Randers Byråd har stillet forslag om en uvildig undersøgelse af "hvilket omfang Nordic Waste har overtrådt miljøgodkendelsen. Andre relevante forhold kan naturligvis inddrages i undersøgelsen."
Indtil nu har det kostet kommunen 83 millioner kroner i oprydningsarbejde. Forslaget blev nedstemt i byrådet mandag aften. Siden har et politisk flertal af partier i Folketinget krævet, at kommunens rolle også undersøges, og Magnus Heunicke skriver nu i en skriftlig kommentar:
"Vi skal gøre alt for at undgå, at Danmark står i en lignende sag igen med de store konsekvenser, det kan have for natur og lokalsamfund. Derfor vil vi sikre, at de nødvendige undersøgelser gennemføres, også af kommunens ansvar, og vi er parate til at drage de nødvendige konsekvenser af dette."
Fredag oplyste tre socialdemokratiske ministre, at Kammeradvokaten skal undersøge, om ledelsen eller andre bag Nordic Waste kan drages til ansvar økonomisk eller strafferetligt. Kommunens ansvar var ikke en del af oplægget, men regeringspartiet Venstre foreslog efterfølgende at udvide undersøgelsen.
Miljøministeriet oplyser, at det endnu er uvist, hvordan kommunen skal undersøges.
Kritik af spildevandstilladelse
I forhold til den akutte indsats mod jordskreddet har Randers Kommune i december anlagt bassiner og et mobilt rensningsanlæg til spildevand på Nordic Waste-grunden. Vand udgør langt den største risiko for at sprede forurening fra beskidt jord. Ifølge Politiken har virksomheden siden 2018 haft tilladelse til udledning af spildevand i Alling Å, hvor det eneste krav fra kommunen var, at virksomheden skulle måle spildevandet én gang om året.
- Det er lidt vildt med kun én prøve om året. Hvornår skal man tage den? Når det regner, eller det ikke regner? Der kan være kæmpe forskel på koncentrationerne, siger lektor fra DTU Mette Martina Broholm. Hverken Randers Kommune eller Nordic Waste har målt tilstanden i Alling Å.
- Nordic Waste har fået lov til at udlede voldsomt store mængder vand med helt op til 2,5 gange den koncentration af problematiske stoffer, som er tilladt i åen. Jeg har ikke oplevet ved forurenede grunde, at en enkelt kilde måtte bidrage til hele den acceptable forurening i en å, siger Mette Martina Broholm til avisen.
Attraktivt område
I forbindelse med kommunens præsentation af den advokatundersøgelse, der frikender kommunen, lød det på et pressemøde tirsdag fra borgmester Torben Hansen (S), at området ved Nordic Waste skal omdannes til et "attraktivt område for borgere og natur".
- Vi skal have åen og vejen genskabt, og vi skal i det hele taget etablere området som et, vi bliver glade for. Et attraktivt område på trods af en frygtelig katastrofe, lød det fra Torben Hansen.
Borgmesteren vil indstille til byrådet, at kommunen undersøger muligheden for at aflyse den gældende lokalplan for området, "så ejeren af grunden ikke har mulighed for at starte virksomhed op igen i området". Ligesom han også vil undersøge muligheden for at trække de miljøgodkendelser, som Nordic Waste har fået, tilbage.
- Jeg vil også gå i dialog med regering og KL for at undersøge, om vi som kommuner har behov for en ændret lovgivning, så vi får stærkere redskaber til at kontrollere miljøfarlige virksomheder, siger Torben Hansen i en udtalelse i forbindelse med den juridiske redegørelse.
ritzau/cwa
Rettelse: 1.2. kl. 11: I 4. afsnit er "undersøgelse af kommunens rolle" rettet til: "undersøgelse af hvilket omfang Nordic Waste har overtrådt miljøgodkendelsen. Andre relevante forhold kan naturligvis inddrages i undersøgelsen."
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.