
VEJLE: Vejle Havn opførte for bare tre år siden et portnerhus som en del af terrorsikringen. Huset kostede 5,4 mio. kr. at bygge, men er nu overflødigt, da kontrollen med køretøjer, der skal ind og ud af havneområdet, er blevet automatisk. Det skriver DR Trekanten.
Det arkitekttegnede hus på 41 kvadratmeter er med en byggepris på 5,4 mio. kr. en af Danmarks dyreste kontorbygninger målt på kvadratmeterprisen, der beløber sig til 132.000 kr. per kvadratmeter. Det er 100.000 kr. mere end nogle af de dyreste kontorbygninger i København.
- Sammenlignet med det, der er ledigt lige nu, så er det udover det niveau, vi kan se blandt de dyreste lejemål, siger direktør Simon Birch Skou fra Ejendomstorvet, der er Danmarks største ejendomsportal for erhvervsejendomme.
Sagen om portnerhuset skriver sig ind i historierne om det voldsomme postyr, der har været omkring Vejle Havns forbrug af penge på blandt andet rejser og vin.
Den kommende lejer af portnerhuset kan dog glæde sig over, at huslejen ikke er sat efter, hvad det kostede at bygge huset. Her kan man nøjes med at slippe 3.500 kr. om måneden for det lille kontorlokale med udsigt ud over havnen.
Men at bygningen nu ender med at blive lejet ud, betyder ikke, det var en forkert beslutning at bruge millioner på at bygge den, mener medlem af byrådet og havnebestyrelsen, Christa Laursen (løsg.).
- Du kunne have lavet et skur. Havde det klædt Vejle Havn, og havde det klædt boligerne dernede? Nej - så var det her det rigtige, siger hun.
mfa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.