

FOLKETINGET: Folketinget smider penge ud af statskassen, hvis politikerne kun sænker færgetaksterne til øer med 48 millioner kroner. Taksterne skal sænkes med mindst 133 mio. kr. årligt.
Det fastslog borgmestrene fra Fanø, Ærø, Samsø, Bornholm og Læsø samt formanden for sammenslutningen af 27 småøer tirsdag på Folketingets høring med indenrigsminister Karen Ellemann (V) og udvalget for landdistrikter og øer.
Før valget foreslog SR-regeringen at sænke færgetaksterne med 133 mio. kr. Så koster det samme pris at sejle som at køre på landevej. Prisen stiger til 281 mio. kr. årligt, hvis færgetaksterne skal sænkes hele året - også i skolernes sommerferie.
1. september fortsætter øen Endelave i Horsens Fjord forsøget med halv færgetakst ligesom i maj. I 2014 sejlede færger gratis i en måned, så folk strømmede til, siger Dorthe Winther, som er formand for sammenslutningen af danske småøer.
- Det var en stigning på ti pct. i overførte passagerer. Det betyder rigtig meget for øens turisterhverv. På øerne er vi ikke i tvivl om, at landevejsprincippet betyder noget for øernes erhvervsliv og bosætningen, siger Dorthe Winther.
Karen Ellemann forsøger at finde penge på finansloven. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vil finde 133 mio. kr., siger Magnus Heunicke (S) og Mette Hjermind Dencker (DF).
Karen Ellemann mener, at der mangler tre mia. kr. efter regeringens kasseeftersyn:
- Økonomien er stram i Danmark. Det eneste, jeg kan sige, er, at vi arbejder på at finde en løsning. Men hvordan den bliver og med hvor meget, det kan jeg ikke sige nu, siger Karen Ellemann.
Hun erkender, at øerne ikke vil nøjes med 48 mio. kr.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.