ESBJERG: Statsminister Mette Frederiksen (S) er senere på måneden vært for et klimatopmøde, hvor regeringschefer fra Tyskland, Holland og Belgien samt EU-Kommissionens formand deltager. Det oplyser Statsministeriet til Politiken.
Det ventes, at regeringscheferne vil indgå en aftale, der skal sætte tempoet for udvinding af havvind i Nordsøen op. Ifølge Politiken kommer mødet til at foregå i Esbjerg 18. maj.
Således tager Mette Frederiksen på Esbjerg Havn imod Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, Hollands premierminister, Mark Rutte, Belgiens premierminister, Alexander De Croo, og formanden for EU-Kommissionen, Ursula von der Leyen.
I en skriftlig kommentar til Politiken kæder statsministeren også initiativet til at invitere til klimatopmødet sammen med Ruslands invasion af Ukraine.
- Europa skal hurtigst muligt være uafhængig af russisk gas. Danmark vil gå forrest og bane vejen for, at Nordsøen bliver et grønt kraftværk for hele Europa baseret på dansk teknologi og danske erfaringer. Derfor har vi taget initiativ til topmødet, og jeg glæder mig over opbakningen fra Tyskland, Nederlandene, Belgien og EU-Kommissionen, siger Mette Frederiksen i den skriftlige kommentar.
Nordsøens potentiale skal aftales
Ifølge Politiken er meningen, at de fire lande skal vedtage en erklæring om, hvor mange gigawatt havvind Nordsøen skal levere i 2050. Ifølge avisen er det uvist, hvor mange gigawatt der bliver tale om, og aftalen er endnu ikke endegyldigt godkendt i de fire lande.
Ud over de fire statsledere og kommissionsformanden vil energiministre og en række virksomheder og brancheorganisationer fra de fire lande også deltage. Ørsted, Mærsk og Vestas er blandt de danske virksomheder, der deltager.
Klimatopmødet i Esbjerg bliver første gang, at Olaf Scholz, der har været forbundskansler i Tyskland siden december, besøger et af de nordiske lande, skriver Politiken.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.