For anden gang på to måneder fyrer ANAS, Italiens svar på Vejdirektoratet, et af firmaerne bag Storstrømsbroen fra en gigantisk byggekontrakt. Det skriver Fagbladet 3F.
Opsigelsen sker, efter firmaet Grandi Lavori Fincosit (GLF), som er med i konsortiet, der har vundet retten til at bygge Storstrømsbroen for 2,1 mia. kr., flere gange udsatte byggeriet af en 9 kilometer lang motorvej på Sardinien.
Samtidig efterlader GLF flere ubetalte regninger til underentreprenører og leverandører, oplyser ANAS i en pressemeddelelse.
- Kontrakten med Grandi Lavori Fincosit er blevet opsagt på grund af de seriøse forsinkelser, som firmaet har forårsaget på udførelsen af selve byggeriet, sammenlagt med problemer med manglende betaling til underentreprenører og leverandører på byggeprojektet, skriver ANAS.
For to måneder siden opsagde ANAS en milliardkontrakt med firmaet på den såkaldte Tenda-tunnel mellem Frankrig og Italien. Det skete efter flere politisager og store problemer med sikkerheden omkring byggeriet.
En af de andre italienske brobyggere, Condotte, blev smidt ud af en milliardkontrakt med det norske banevæsen, Bane NOR, i januar i år. Det skete efter flere tilfælde af manglende betaling til underleverandører.
For to uger siden oplyste det italienske Storstrømsbro-konsortium, at Grandi Lavori Fincosit muligvis er på vej til at blive smidt helt ud af kontrakten på Danmarks tredjestørste bro. Lige nu er GLF’s andel af Storstrømsbro-kontrakten ifølge konsortiet nedskrevet til 0,01 pct.
Men det har i længere tid været meningen, at GLF skulle genopskrives til omkring en fjerdedel af kontraktens værdi, hvis de klarede sig igennem deres økonomiske problemer.
Fagbladet 3F har flere gange forhørt sig hos Storstrømsbro-konsortiets danske presseansvarlige for at afklare, om GLF rent faktisk er blevet droppet fra projektet eller ej. Indtil videre er der dog ingen afklaring på GLF’s fremtid.
Byggeriet af Storstrømsbroen er så småt ved at gå i gang. Hele broen skal efter planen stå færdig i 2023.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.