
TØNDER: Et stort naturgenopretningsprojekt mellem fem kommuner og med Tønder Kommune i spidsen er blevet nomineret til en prestigefyldt EU-pris.
Projektet Life Højmoser i Danmark er udvalgt som et af de tre bedste afsluttede naturprojekter i Europa i 2024 og er dermed finalist til EU's Life Nature Award. Samtidig er projektet med i opløbet til publikumsprisen, hvor alle borgere kan afgive deres stemme online.
Projektet omfatter restaurering af ti højmoseområder rundt om i Danmark – blandt andet Kongens Mose ved Løgumkloster i Tønder Kommune, Store Vildmose ved Aabybro i Jammerbugt Kommune og Gjesing Mose i Løvenholmskoven i Norddjurs Kommune.
Målet var at genskabe naturlige vandstande, fjerne uønsket vegetation og sikre gode vilkår for sårbare plante- og dyrearter i et storstilet samarbejde med private lodsejere, hvor mere end 900 hektar nedbrudte moser er blevet forbedret og genoprettet.
- Det er en stor anerkendelse, at projektet er blandt de bedste ud af cirka 125 afsluttede EU-projekter i 2024. Vi er naturligvis både stolte og beærede. Al mulig ros til vores forvaltning, som gennem mange års arbejde med naturprojekter har oparbejdet en stor ekspertise indenfor feltet, udtaler Jørgen Popp Petersen (Slesvigske Parti), borgmester i Tønder Kommune.
Tønder Kommune har været koordinerende partner på projektet og dermed overordnet ansvarlig for projektets gennemførelse og kontakt til EU. Projektet blev gennemført i samarbejde med fem andre kommuner, Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen og er medfinansieret af EU’s LIFE-program, som støtter store natur- og klimaprojekter i Europa.
- Efter af projektet har været i gang i næsten et årti, er det en stor anerkendelse, at projektet er blandt de bedste ud af cirka 125 afsluttede EU-projekter i 2024. Vi er naturligvis både fagligt stolte og beærede, udtaler Kasper Bjerregaard (V), borgmester i Norddjurs Kommune.
Restaureringen af højmoserne har ikke kun betydning for biodiversiteten, men også for klimaet. Det samlede projekt forventes at reducere CO2-udledningen med op til 22.000 tons årligt - en effekt, der understreger værdien af naturgenopretning som en vigtig del af den grønne omstilling.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.