Svampegiftrester i grundvandet er ikke bare fortidens synder

I de seneste uger har det vakt stor opmærksomhed i miljø- og vandværkskredse, at nedbrydningsproduktet disphenyl-chloridazon nu registreres i langt flere boringer og i langt større forekomster end hidtil kendt.

Fra landbrugsside er kritikken blandt andet blevet imødegået med, at der er tale om 'fortidens synder' - altså målte rester af pesticider, som ikke længere bruges i erhvervet. Giftstoffer, som der forlængst er grebet ind over for.

Men mens disphenyl-chloridazon måske er løbet med den største opmærksomhed, så kan GEUS dog også registrere pesticid-rester i grundvandet fra svampegifte, der fortsat bruges i landbruget - uanset, at det kan dokumenteres, at resterne havner i grundvandet.

Allerede i begyndelsen af årtiet så Geus de første tegn på, at et nedbrydningsprodukt af azol-midlerne, 1,2,4-triazol, blev udvasket fra forsøgsmarker i højere grad end forudsat, da Miljøstyrelsen godkendte midlerne, oplyser Ingeniøren. I 2014 fastsatte styrelsen derfor nye og lavere grænser for, hvor meget landmændene må sprøjte med de i alt fire forskellige azoler.

Alligevel blev der i en rapport omhandlende 2015 fundet 1,2,4-triazol i vandet under knap halvdelen af de forsøgsmarker på nedlagte landbrugsstationer, som Geus dyrker på samme måde som landbruget for at undersøge netop udvaskning af sprøjtemidlerne. I otte pct. af tilfældene var den politisk fastsatte grænseværdi på 0,1 mikrogram per liter overtrådt.

Geolog Walter Brüsch, der i dag er seniorkonsulent i Danmarks Naturfredningsforening, siger til Orientering på P1, oplyser, at azolmidlerne, der altså er godkendte produkter, anvendes i kornproduktion stort set over hele landet.

Geus skrev således i december 2017 i en omtale af en varslingsrapport, at i 2014 blev det af Miljøstyrelsen vurderet, at brugen af forskellige svampemidler (azol-midler) i landbruget kunne resultere i dannelsen af nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol i betydelige mængder og dermed udgøre en trussel mod kvaliteten af grundvandet. Der blev derfor indført restriktioner på anvendelsen.

Drop sprøjten i de sårbare områder
Brüsch anbefaler, at politikerne griber til forbud mod sprøjtning i de sårbare dele af vandværkernes indvindingsoplande, altså der, hvor grundvandet dannes. Det er ifølge ham ikke særligt store arealer, det drejer sig om.

Og netop den manøvre er sat i gang i Egedal samt Beder ved Aarhus, hvor kommunerne i nærmere udpegede områder vil frikøbe landmænd, så de stopper marksprøjtningen. Landbrugets organisationer har sat sig imod og går rettens vej - og Lars Hvidtfeldt, der er viceformand i Landbrug & Fødevarer, skriver i et debatindlæg i Information bl.a.,

'at i Danmark har vi nogle myndigheder, der godkender vores brug af pesticider i landbruget. Og her i landet har vi tilmed en meget restriktiv lovgivning på området. Grænserne er sat meget lavt i forhold til andre lande – og det er godt. For det sikrer, at vi passer på vores grundvand. Ved siden af det foregår der også løbende en overvågning af grundvandet, så man hurtigt kan gribe ind, hvis der er noget i vejen. Der er altså allerede en lovgivning på området, der sikrer borgere, erhverv og miljø. Men i Egedal og Aarhus Kommune vælger man i disse sager, hvor man har forbudt landmændene at udføre deres erhverv, at lave sin egen lovgivning ved siden af miljøloven.'

Det med at gribe ind for azolerne er åbenbart ikke lige på dagsordenen i Miljøstyrelsen. Ifølge et notat fra Miljøstyrelsen om screeningsresultater i grundvandsovervågningen sidst i februar er måleresultaterne endnu ikke af et omfang, der gør indgriben nødvendig. Bl.a. er restprodukterne endnu ikke konstateret i drikkevandsboringer.

Mistanke om resistens
Derimod vurderer styrelsen, at der 'for 1,2,4-triazol er tale om en så høj fundprocent, at Miljøstyrelsen vil inddrage stoffet blandt vandværkernes obligatoriske pesticider. Samtidig vil stoffet blive inddraget i den resterende grundvandsovervågning i 2018.

Miljøstyrelsen har i 2014 lagt væsentlige restriktioner på anvendelsen af de fire azol-svampemidler, der kan danne nedbrydningsproduktet 1,2,4-triazol. Doseringen er nedsat og der er sat et loft over den samlede mængde, der må anvendes pr. vækstsæson. På denne baggrund vurderes det, at der ikke er behov for yderligere tiltag.'

Overfor Ingeniøren oplister Hans-Jørgen Albrechtsen, professor på DTU Miljø og en af landets førende eksperter i netop nedsivning af stoffer, en række stoffer, som tidligere var tilladt at benytte på de danske marker, men som blev forbudt, fordi målinger efterhånden dokumenterede, at de forurenede grundvandet:

- Vi har en regulering, der fastslår, at stofferne ikke må forekomme i koncentrationer over 0,1 mikrogram per liter mere end en meter under terræn. Når vi alligevel finder 1,2,4-triazol dernede, så er det et udtryk for, at stoffet er mere persistent og transportabelt, end der bliver lagt til grund for godkendelsen, siger DTU-professoren.

Fagbladet sætter samtidig azol-fundene i grundvandet i forbindelse med, at de også er mistænkt for at skabe resistens over for de lægemidler, der bruges til at bekæmpe svampeinfektioner.