dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Tænketanken Hav vil have en standard for beskyttede havområder i Danmark, hvor det ikke er tilladt at bygge ny infrastruktur som havvindmøller eller dumpe materiale. (Arkivfoto)
Astrid Dalum/Ritzau Scanpix

Tænketank: Kun otte procent af Danmarks hav er reelt beskyttet

Tænketanken Hav anbefaler en standard, der ikke tillader dumpning og bundtrawl på beskyttede havområder.
4. DEC 2025 7.15

Selv om store dele af det danske havmiljø ifølge myndighederne er beskyttet, er det kun en del af de områder, som reelt er beskyttet.

Sådan lyder det fra Tænketanken Hav, som i en analyse har undersøgt beskyttelsesniveauet af de danske havområder.

Ifølge analysen er det højst 8,3 procent af Danmarks havareal, som er reelt beskyttet mod eksempelvis fiskeri med bundslæbende redskaber, indvinding af råstoffer eller nye anlægsprojekter.

Med Aftale om Danmarks Havplan fra juni 2023 er i alt 31,7 procent af det danske havareal udpeget som beskyttet.

Herunder skulle 6 procent udpeges som strengt beskyttet, hvilket skulle stige til 10 procent i 2030.

Men ifølge Tænketanken Hav er aktiviteter som fiskeri med bundslæbende redskaber, indvinding af råstoffer, dumpning af opgravet havnemateriale samt etablering af havvindmøller i dag tilladt eller planlagt i tre fjerdedele af de beskyttede områder.

Og det går ikke hånd i hånd med reel naturbeskyttelse, mener tænketanken.

Ti anbefalinger

Ifølge Liselotte Hohwy Stokholm, som er administrerende direktør i Tænketanken Hav, kan reel beskyttelse af havområder være med til blandt andet at give flere og større fisk og højere biodiversitet.

- For at sikre et levende og robust havmiljø skal vi beskytte havnaturen - ikke blot udpege den på et kort, siger hun i en pressemeddelelse.

I analysen lyder det, at der i en række politiske aftaler er planlagt yderligere forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber.

Når disse forbud træder i kraft, vil 15,3 procent af Danmarks havareal være reelt beskyttet.

I forbindelse med analysen kommer Tænketanken Hav med ti anbefalinger og en plan, der skal sikre, at 30 procent af Danmarks havareal er reelt beskyttet i 2030.

Heraf skal 10 procent være strengt beskyttet.

Blandt andet anbefales det, at der fastsættes en standard for almindeligt beskyttede områder, hvor eksempelvis dumpning, ny infrastruktur, indvinding af råstoffer og fiskeri med bundslæbende redskaber ikke er tilladt.

En række af de virksomheder og organisationer, som er medlem af Tænketanken Hav, bakker op om de ti anbefalinger.

Det gælder blandt andet Danmarks Fiskeriforening, Green Power Denmark, Danmarks Naturfredningsforening og Ørsted.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/taenketank-kun-otte-procent-af-danmarks-hav-er-reelt-beskyttet

GDPR