
FREDENSBORG / FREDERIKSSUND: I Fredensborg Kommune planlægger man at inkludere såkaldte tiny houses i fremtidige lokalplaner for at tilbyde borgerne flere varierede boligformer. Det skriver Sjællandske Nyheder. Kommunens plan-, trafik- og klimaudvalg har nemlig vedtaget boformen på en prioriteringsliste for kommende lokalplaner.
- Idéen er, at vi i Fredensborg Kommune vil tilbyde varierede boligformer, og der er tiny houses en af de boligformer, vi synes, det giver mening at udbyde. Der er mennesker, der ønsker at bo andet end mange kvadratmeter. De vil måske bo mere grønt, og det kunne være spændende at prøve og se, om det er noget, der er interesse for, forklarer udvalgsformand Lars Simonsen (R) til mediet.
Han forklarer i samme ombæring, at arbejdet forventes at få i gang indenfor et par år, hvorfor man kan forestille sig, at de første tiny houses på 30-40 kvadratmeter kan stå klar i løbet af den næste valgperiode.
Landsdækkende trend
Det er ikke kun i Fredensborg, at idéen om de alternative boformer har vundet indpas. Tværtimod har flere kommuner taget tiny-trenden til sig og overvejer at udlægge boligområder specifikt til tiny houses. Nogle er allerede i fuld gang.
Blandt disse kommuner er bl.a. Frederikssund, der i efteråret 2024 udstykkede 18 tiny house-parceller på mellem 150 og 250 kvadratmeter. Her måtte der bygges huse på maksimalt 45 kvadratmeter og 5,5 meter i højden. Og det har været rigtig populært. Allerede få måneder efter var der indgået købsaftale for ni tiny house-parceller, og de resterende ni lejeparceller var ligeledes alle reserveret.
Det resulterede i, at byrådet allerede kort efter satte gang i arbejdet med at udpege endnu et område til tiny houses.
Hvad er et tiny house?
- Tiny House bevægelsen er startet af den engelsk-amerikanske arkitekt Sarah Susanka, som i 1997 udgav bogen The Not So Big House. Sarah Susankas valgsprog er, at man skal bygge bedre, ikke større.
- Det er dermed også en både en arkitektonisk og social bevægelse, der handler om at leve simpelt i små boliger.
- Et Tiny House defineres af Nordisk Center for vedvarende Energi som et hus med en størrelse på mindre end 46 kvadratmeter, som typisk koster mellem 100-250.000 kroner.
- Et tiny house er billigere, mere miljøvenligt og giver mulighed for at leve et mere simpelt liv.
Kilde: Undervisningsministeriet
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.