
I går rykkede miljøminister Lea Wermelin (S) i et brev kommunerne for at komme i gang med at forbedre den økologiske tilstand i vandløbene. De statslige puljer på området bliver ikke søgt, og Danmark får mere end svært ved at overholde miljøforpligelser i EU. KL har nu svar på rykkeren.
- Når rammerne er smidige, bliver der søgt om mange projekter for at forbedre vandløbsindsatsen. Når rammerne er skrappe og bureaukratiske, sker det modsatte. Inden regeringen kritiserer kommunerne for en manglende indsats, bør den derfor kigge nærmere på vilkårene, lyder reaktionen fra Jacob Bjerregaard (S), formand for KL’s Miljø- og Forsyningsudvalg.
- Ministeren har helt ret, når hun siger, at der er et stort kommunalt engagement for at passe bedre på fisk, dyr og planter i vores vandløb. Men engagementet løber panden mod en mur, når det mødes af tungt bureaukrati, fortsætter Jacob Bjerregaard.
De statslige rammer er afgørende for kommunernes mulighed for at gennemføre vandløbsindsatsen. Når rammerne er smidige, bliver der søgt om mange projekter – det viser den stigning i ansøgninger, som miljøministeren nævner i sin pressemeddelelse. Men det er en national ordning, der kun gælder de mindre projekter, lyder det fra KL.
- Den største barriere er stadig uløst. De store projekter, som for alvor batter, kræver EU-midler, og til det har staten udmeldt nye og skrappe krav til, at man skal fastsætte budget, inden man har undersøgt, hvad der skal til. Og hvis budgettet siden hen justeres og bliver dyrere, skal kommunekasserne holde for. Det er klart, at det i nogle tilfælde holder kommunerne tilbage fra at søge.
For sen handling
KL har gentagne gange rejst problemstillingen over for regeringen, som har meldt ud, at den vil kigge på rammerne for de større projekter til den tredje vandplansperiode.
- Det er vi selvfølgelig glade for. Men det løser altså ikke problemerne, som vi står med nu og her, siger Jacob Bjerregaard.
KL-udvalgsformanden peger desuden på, at indsatsen for at forbedre vandløbene lå stille i cirka et år på grund af tekniske problemer i forbindelse med overførelsen af området fra Landbrugsstyrelsen til Fiskeristyrelsen. Den forsinkelse kan sammenlagt med de skrappere krav til projekternes budget ikke indhentes i denne planperiode.
Indsatserne indgås gennem frivillige aftaler med lodsejerne. Her er det en kendt problemstilling, at statens kompensationssatser ofte er for lave til at kunne indgå aftalerne, uden at kommunerne selv lægger ekstra penge i projekterne.
KL vil nu gå i dialog med kommunerne om fremdriften i vandløbsindsatsen og fremme videndeling mellem kommunerne.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.