
Kun 12 nye vindmøller blev stillet op i Danmark i 2024. Heraf 11 står af dem tilmed i den samme vindmøllepark, den nye Nørre Økse Sø Vindmøllepark i Jammerbugt Kommune.
De 11 nye møller i Jammerbugt erstatter 23 ældre vindmøller, der tidligere var blevet nedtaget. Den 12. nyopførte mølle står på Thyborøn Sydhavn. Når nedtagne møller modregnes, giver det en nettoforøgelse på 48,6 MW.
Det svarer til en samlet stigning i kapaciteten for vindenergi på land på én procent, oplyser Green Power Denmark.
Udviklingen vidner ifølge brancheorganisationen om, at væksten i vedvarende energi på land stort set er gået i stå – på trods af politiske ambitioner om, at hele Danmarks elforbrug skal dækkes af sol- og vindenergi inden 2030.
Det er andet år i træk, at væksten i antallet af vindmøller på land er minimal. I 2023 blev der kun opført én ny mølle.
- Vindmøller leverer billig energi året rundt og er i dag den mest konkurrencedygtige energiform. Men udviklingen bremses af naboklager, lange sagsbehandlingstider for miljøtilladelser og udfordringer med at få elnettet klar, siger Camilla Holbech, direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark.
Solcellekapaciteten voksede med 580 MW sidste år, hvilket svarer til en stigning på 16 pct.
Det er en fremgang i forhold til 2023, men ifølge Green Power Denmark stadig langt fra det nødvendige for at nå de politiske mål.
Stigende omkostninger til tilslutning til elnettet gør det mindre attraktivt at investere i nye solcelleanlæg, påpeger Camilla Holbech.
- Vi er desværre langt fra at firedoble kapaciteten for sol- og vindenergi på land, som det ellers er ambitionen. Det forlænger vores afhængighed af fossile brændsler og importeret energi, hvilket både er en økonomisk og en sikkerhedsmæssig udfordring, siger hun.
Green Power Denmarks opgørelse viser ligeledes at fem kommuner lægger areal til 27,8 pct. af den samlede installerede kapacitet af solceller og landvindmøller i Danmark.
De fem kommuner er: Ringkøbing-Skjern med 569 MW, Lolland med 326 MW, Randers med 291 MW, Holstebro med 289 MW og Jammerbugt med 231 MW.
Elproduktion fra vindmøller og solceller på land udgør omkring 43 pct. af Danmarks samlede elproduktion.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.