En ny undersøgelse fra Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) baseret på et omfattende datamateriale fra Rigspolitiets Tryghedsindeks afkræfter en udbredt antagelse omkring de udsatte boligområder, nemlig at beboerne ikke anmelder kriminaliteten til politiet i samme omfang som i andre byområder f.eks. pga. frygt for repressalier fra gerningsmanden.
- Det kunne tænkes at medføre en skjult pukkel af kriminalitet i områderne – det såkaldte mørketal. Her viser vores undersøgelse, at nok er der fortsat en del kriminalitet, der ikke anmeldes i de udsatte boligområder, men det er overordnet set ikke anderledes end i andre danske byområder, siger Lasse Kjeldsen, der er medforfatter til undersøgelsen 'Trygheden i danske byområder 2'.
6000 med i undersøgelsen
Over 6000 beboere i en række udsatte boligområder har hvert år siden 2013 deltaget i en spørgeskemaundersøgelse om bl.a. tryghed, kriminalitet og nabolagsproblemer i deres boligområde. Spørgeskemaundersøgelsen gennemføres af Danmarks Statistik som en del af Rigspolitiets Tryghedsindeks. CFBU har analyseret det store datamateriale på tværs af de udsatte boligområder og bl.a. sammenlignet besvarelserne med andre danske byområder.
Blandt resultaterne er, at relativt mange beboere i udsatte boligområder er utrygge ved at færdes ude i deres boligområde, men også at få selv har oplevet ubehagelige hændelser.
2 pct. har selv været udsat for vold eller forsøg på vold inden for det seneste år, og 6 pct. har været udsat for chikane eller trusler. Selvom det er flere end i andre byområder, hører denne form for kriminalitet også i de udsatte områder til undtagelserne. 15 pct. har været udsat for tyveri og 9 pct. for indbrud inden for det seneste år i de udsatte boligområder, men disse tal er ikke højere end i andre danske byområder.
Mørketal er på niveau
Analysen viser også, at det såkaldte mørketal i de udsatte boligområder er på niveau med andre byområder i Danmark. Mørketallet betegner den del af kriminaliteten, der ikke anmeldes til politiet, og derfor ikke optræder i den officielle kriminalitetsstatistik. Mørketallet varierer en del mellem de forskellige typer kriminalitet, og enkelte steder er der små, men signifikante forskelle på mørketallet i udsatte boligområder og andre byområder:
Lidt færre anmelder tyveri, indbrud og hærværk på egen bolig eller bil i de udsatte boligområder, mens lidt flere anmelder hærværk, graffiti, hensynsløs kørsel og tilbud om at købe narkotika. For de mest alvorlige typer kriminalitet som vold, trusler og chikane er der ingen signifikante forskelle i anmeldelsestilbøjeligheden.
Der er dog stor variation mellem de 31 udsatte boligområder, der indgår i analysen. Det gælder både omfanget af kriminalitet og mindre alvorlige forseelser som tilråb, hensynsløs knallertkørsel og støjgener fra naboer. Nogle boligområder har ifølge beboerne alvorlige problemer med f.eks. vold, trusler og chikane og en høj andel utrygge beboere, mens andre har færre problemer og et tryghedsniveau, der nærmer sig andre danske byområder.
pv
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.