Efter at affaldsvirksomheden Kingo Recycling A/S på Mors i september modtog 24.000 ton jord, som var langt mere forurenet end oplyst af afsenderen, jordvirksomheden Scanfield i Køge, er kontrollen med jord kommet i søgelyst, skriver Ingeniørens WasteTech.
Den minimale prøvetagning af de millioner ton jord, der årligt sendes på tværs af landet og bruges til f.eks. klimasikring i byer eller støjvolde, er simpelt hen for sparsom, lyder det fra flere kritikere.
- Det er utroligt nemt at snyde med det her system, og kommunerne har kun en meget lille chance for at opdage snyden. Hvis de opdager det, er bøden ofte fornærmende ringe, siger Thomas Budde Christensen, der forsker i affaldshåndtering ved RUC, til Ingeniørens WasteTech.
I sagen om jorden, der blev sendt til Morsø, skulle Scanfield kun foretage analyser af 800 gram ud af 24.000 ton jord.
Det skyldes, at loven alene kræver, at der kun skal tages én prøve på 30 g - eller cirka en god spiseske muldjord pr. ton - eller hvad der kan være i et vognlæs.
Spredning af forureningen
Dermed kan jord, der er forurenet med olie eller renserikemikalier alt for nemt spredes, hvor det ikke hører hjemme, f.eks. på en mark, lyder det fra Niels Bukholt, seniorchefkonsulent i interesseorganisationen Affalds- og ressourceindustrien under Dansk Industri:
- Der er enormt stor risiko for, at der ikke er nogen, som opdager det, for der er ingen der tjekker, at det er kommet rigtigt frem med den rigtige kvalitet, siger Niels Bukholt.
Torben Gregersen, der er direktør for Teknik- og Miljøafdelingen i Morsø Kommune, er enig i, at prøvetagningen ikke sikrer mod, at forurening spredes:
- Det her system bygger helt grundlæggende på tillid, og som kommune skal vi have tillid til, at de oplysninger, vi får ind, er korrekte. Det betyder, at vi har meget svært ved at føre ordentlig kontrol med den jord, som sendes rundt i landet, siger Torben Gregersen.
Fagfolkene opfordrer til at skærpe kontrolkravene og sikre, at kommunerne arbejder ensartet over hele landet med undersøgelsen af jord.
Som tidligere omtalt i DK Nyt vil Morsø Kommune forsøge at få ændret reglerne i jordbekendtgørelsen, ligesom Køges borgmester Marie Stærke (S) har efterlyst øget kontrol, mere stram lovgivning og hårdere straffe på området.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.