

VEJLE: Som om Vejle Havn ikke selv havde problemer nok, er havnebestyrelsen nu også blevet slagmark for en fejde mellem Dansk Folkeparti og Venstre i Vejle Byråd.
Partifejden fik for en måned siden den daværende formand Folmer Kristensen (DF) til at gå i vrede over sin nye næstformand Jens Hansen (V), men det varede ikke længere end til, at den nye formand Thorkild Højvig (DF) skulle vælges, før fjendskabet blussede op igen.
Dansk Folkeparti har ifølge konstitueringsaftalen efter KV13 retten til at besætte havneformandsposten, og derfor gled partiets indstilling af Thorkild Højvig da også gennem Vejle Byråd som en formssag. Men da havnebestyrelsen selv skulle vælge sin formand på et bestyrelsesmøde, stemte næstformand Jens Hansen (V) og Gert Eg (V) blankt, skriver Vejle Amts Folkeblad.
Altså en lettere demonstrativ ikke-opbakning til den nye havneformand, og DF's gruppeformand i Vejle Byråd, Folmer Kristensen, er bestemt heller ikke glad:
- Det er en meget upassende manifestation. Posten er en del af konstitueringen og ikke til diskussion i den fireårige byrådperiode, siger han til Vejle Amts Folkeblad.
Ikke godt for V-DF-samarbejdet
Han antyder, at Venstre måske har klædt sine havnebestyrelsesmedlemmer mangelfuldt på med hensyn til kendskab til politiske aftaler, men mener dog at 'et minimum må være almindelig god opførsel og pli', og at 'Venstre lever ikke op til nogen af delene', siger han til avisen og forudser, at forløbet ikke kommer til at betyde noget godt for det fremtidige samarbejde i byrådet mellem de to partier.
Striden i forbindelse med formandsskiftet er den foreløbige kulmination på over et halvt års balladesager. Først blev den daværende havnechef bortvist og politianmeldt for uregelmæssigheder, så afslørede en revisionsrapport et voldsomt omfang af repræsentation og rejser, hvoraf en enkelt nu tillige truer de deltagende bestyrelsesmedlemmer med et skattesmæk, og et af dem, tidligere borgmester Leif Skov (S) oplevede endda at blive sigtet og få sit hjem ransaget af politiet i forbindelse med sagen.
På bestyrelsesmødet, hvor den nye formand blev valgt med stemmer fra alle andre end V-repræsentanterne, blev det i øvrigt også besluttet at halvere bestyrelsesformandens honorar og til gengæld hæve de menige bestyrelsesmedlemmers tilsvarende. I modsætning til formandsvalget var det en enig bestyrelse der stod bag honorar-ændringen, men DF-gruppeformand Folmer Kristensen er alligevel ikke tilfreds.
- Det ser underligt ud at de slagter formandens løn og så deler rovet imellem sig, siger han til Vejle Amts Folkeblad.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.