dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Vandforbrugerne må da bare betale ved kasse 1

Vandforbrugerne må da bare betale ved kasse 1

Udover moms og strafafgifter indeholder vandpriserne nu også restskat til staten, skriver forbrugerrepræsentant i Nordvand, der er stærkt kritisk over hele forløbet med selskabsgørelsen af vandsektoren
19. AUG 2014 10.56

Da vandforsyningerne var kommunale, blev investeringer og drift afregnet fra år til år
efter kommunale afskrivningsregler, dvs. straks-afskrivning. Faktisk blev ledningsnet og vandværker betalt og afregnet samme år.

Med de nye regler for selskabsdannelsen skulle et kunstigt afskrivningsgrundlag opfindes. Forsyningssekretariat og DANVA hyrede Cowi til at udregne den teoretiske og fremadrettede værdi af ledningsnettet. DANVA og forsyningssekretariatet fandt sammen et passende værdigrundlag, som blev brugt til den såkaldte åbningsbalance.

Danva hyrede revisionsselskabet KPMG på branchens vegne til at sikre,
at det revisionstekniske var i orden. Bech, Bruun og Dragsted var også inde over.
Åbningsbalancen eller ledningsnettets værdi kunne være fremkommet ved, at man solgte vandledningsnettet til en privat driftsherre, hvorved den sande markedspris ville fremkomme. Det var bl.a. dette der blev arbejdet på i el-sektoren.

I stedet for blev man enige med DANVA om at fastlægge værdierne, således at et passende (højt) afskrivningsgrundlag blev defineret, hvorved vandpriserne kunne hæves og sikre, at vandselskaberne fik penge nok til at vedligeholde ledningsnettet.
Det blev vandforbrugerne, der fik regningen og fik en fornemmelse af at
ledningsnettet skulle betales endnu engang, ligesom det skete i elforsyningen.

Den hårde måde
Da vandpriserne var ganske lave for 10 år siden, fandt staten på at hæve vandprisen med en adfærdsregulerende afgift, så vandforbrugerne på den hårde måde skulle lære at spare på vandet, dette på trods af at grundvandsdannelsen og -ressourcerne aldrig har været større end i disse årtier.

Staten opkræver endvidere moms af drikkevand, hvilket jo er en mægtigt god forretning for staten, når man i de seneste år mindst har fordoblet vandpriserne.
Afgiften og momsen er en vigtig gratis indtægtskilde for staten som vandforbrugerne bare må betale uden at staten tilbagefører disse midler til f.eks ledningsrenovering eller til regnvandsseparering. Nu skal vandforbrugerne bare igen opleve højere vandpriser, nu fordi Skat på eget initiativ ændrer værdifastsættelsen af ledningsnettet.

Hvorfor var Skat ikke med i arbejdet med i selskabsdannelserne for nogle år siden?
Som vandforbrugere må vi nu sige, at 'nok er nok'. En vandforbruger må opleve, at vandpriserne siden år 2000 steg fra 20 kr. pr. kbm. til nu 40 kr. pr. kbm. og nu en forventelig stigning til 100 kr. pr. kbm. over de næste år. Konsekvensen er den, at en parcelhusejer fra kr 6.000 om året må regne med at den årlige vandudgift fremover bliver kr 15.000.

Under al kritik

Det er oplyst at Nordvand (Gladsaxe og Gentofte) skal betale kr 36 mio i restskat. Alene denne ekstraregning vil belaste vandpriserne med 3-4 kr pr. kbm. Statens og kommunernes arbejde med at selskabsgøre vandforsyningerne er under al kritik. Og fordi dette arbejde er så kritisabelt kan Skat fiske penge ud af vandsektoren, der så bare hæver vandpriserne endnu engang.

Tiden er inde til at fjerne momsen og den indførte vandspareafgift og tilbageføre disse betydelige beløb til vandsektoren til egentlige vandforsyningsformål. Sikring mod ekstremregnshændelser skal jo finansieres, men ikke udelukkende ved at hæve vandpriserne, således som regeringen synes. Gladsaxe Kommune har i den kommende spildevandsplan fundet frem til at der skal anvendes nye kr 4.000.000.000 til at sikre Gladsaxe mod ekstremregn.

Hvem har overblikket over de resterende 97 kommuners investeringsbehov?
Vandforbrugerne må tage afstand fra disse spildevandsplaner, der som i Hillerød medførte at et de enkelte parcelhusejere kunne opkræves kr 40.000 i gennemsnit for separering af spildevandsanlægget.

Repræsentanter bør træde frem nu

Der er opkrævet moms og afgifter i milliardklassen. Disse milliarder må bringes ind i denne håbløse sag om de evigt stigende vandpriser. Miljøministeren er ansvarlig for vandsektoren, Fødevareministeren for vandkvaliteten og Skatteministeren for Skats uforståelige inddrivelse af restskat. Statsministeren har ansvaret for at de tre ministre kan samarbejde.

Hvor svært kan det være?

I en revision af vandsektorloven bør vi vandforbrugere være repræsenteret. Det er jo os, der får vandregningerne. De mange nyvalgte vandforbrugerrepræsentanter i bestyrelserne i vandselskaberne over det ganske land bør træde frem nu og kommentere mit indlæg, så der kan skabes en ny bevægelse mod de selvfede beslutninger om at vandforbrugerne, da bare må betale gildet, og Staten skumme fløden med de evigt stigende afgifter.

Moms og afgifter skal fjernes og beløbende tilbageføres til finansiering af ledningsarbejderne. Dette er et af programpunkterne for det nye 'Vandforbrugerråd i Danmark' .

 

Cand. scient., miljøkonsulent og miljøentreprenør samt vandforbrugerrepræsentant i bestyrelsen for Nordvand Torben Sønnichsen

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.