
Danske Beredskaber har set sig nødsaget til at komme med en opfordring, kort før det går løs med nytårsfejringer og dertilhørende affyring af fyrværkeri.
I en pressemeddelelse udtrykker Danske Beredskaber således bekymring over vejrudsigten frem mod den 31. december.
"De kommunale primærberedskaber har op mod nytår holdt særligt øje med vejrudsigterne, fordi kombinationen af kraftig vind og store mængder samtidigt affyret fyrværkeri kan skabe en meget brandfarlig nytårscocktail. Nu ser det ud til, at prognoserne holder fast i meget kraftig vind eller mere nytårsaften og -nat," skriver Danske Beredskaber mandag.
Danske Beredskaber er en sammenslutning af landets kommunale beredskabsenheder. Det er de kommunale beredskaber, der rykker ud til eksempelvis brande eller fyrværkeriulykker.
Nytårsdøgnet er i forvejen det travleste på året for beredskaberne.
"Derfor kommer Danske Beredskaber med en opfordring til alle: Brug fyrværkeri med omtanke, og husk på, at afstandskravene for fyrværkeri ikke er for sjov. Det er for at undgå brande og andre voldsomme ulykker," lyder det.
Beredskaberne har landet over cirka fire til fem gange så mange indsatser i nytårsdøgnet som på en normal aften, oplyser Danske Beredskaber.
Den tilladte periode for affyring af fyrværkeri er blevet ændret i år. Perioden har tidligere lydt på seks dage fra den 27. december og frem. Nu er perioden blevet indskrænket til to dage - den 31. december og 1. januar.
Vælger man alligevel at fyre et par raketter af i dagene mellem jul og nytår, så står man til at skulle betale en bøde på 2500 kroner.
Flere politikredse har de seneste dage oplyst, at de er rykket ud til flere henvendelser om, at folk affyrer fyrværkeri uden for den lovlige periode.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.