Det går langt hurtigere for landmænd at få tilladelse til at udvide eller omlægge husdyrbrug end for bare få år siden. Sagsbehandlingstiden er næsten halveret fra i gennemsnit 10,1 måneder i 2012 til 5,9 måneder i 2015, viser nye tal fra Miljøstyrelsen.
- Kortere sagsbehandlingstid er med til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark. Det er i alles interesse, men vi skal ikke hvile på laurbærrene. Derfor indgik vi også lige før jul en aftale med kommunerne om nye servicemål for sagsbehandlingstiden, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
De nye tal viser også, at sagspuklen i kommunerne - sager med en sagsbehandlingstid over ni måneder - er barberet ned med mere end to tredjedele fra 234 sager i 2012 til 76 i 2015.
- Det er resultatet af en målrettet indsats, hvor kommunerne har leveret store forbedringer på kort tid og virkelig fået ryddet op i sagsbunkerne. Men for os handler det først og fremmest om at yde den bedst mulige service til de lokale landbrug, siger formanden for KL's teknik- og miljøudvalget, Kolding-borgmester Jørn Pedersen (V).
mk
Fakta
- Antal sager og i parentes gennemsnitlig sagsbehandlingstid for miljøgodkendelser til husdyrbrug (paragraf 11 og 12) 2012-2015:
2012: 709 (10,1)
2013: 747 (7,9)
2014: 775 (6,6)
2015: 32 (5,9) - Den hurtigere sagsbehandling er et resultat af Husdyraftale 3 fra 2012 indgået imellem KL og daværende Miljøministeriet. Aftalen havde til formål at understøtte kommunerne i at opnå hurtigere sagsbehandling.
- Husdyraftale 3 indeholder en række tiltag til forbedringer af it-ansøgningssystemet husdyrgodkendelse.dk, en fortsat vejledningsindsats over for kommunerne, herunder en personlig help-desk-vejledning, en elektronisk vejledning og workshops med kommuner med lange sagsbehandlingstider.
- I december 2015 indgik regeringen en ny serviceaftale med KL om sagsbehandlingstider for blandt andet husdyrgodkendelser. Med serviceaftalen sigtes mod en sagsbehandlingstid på 155 dage for de mellemstore husdyrbrug (paragraf 11), svarende til 5,2 måneder, og 180 dage for store husdyrbrug (paragraf 12), svarende til 6 måneder. Sidstnævnte indgår i Aftale om Fødevare- og landbrugspakke som et generelt loft over sagsbehandlingstider for husdyrgodkendelser.
Læs eller download kommunevis opgørelse af sagsbehandlingstiderne.
Læs eller download Aftale om servicemål for kommunal erhvervsrettet sagsbehandling.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.