
FAKTA: Industriens forlig sætter niveau for resterende forhandlinger
Forhandlere, som repræsenterer CO-industri og Dansk Industri, vil søndag klokken 14 præsentere aftale om nye overenskomster på industriens område.
Det sker på et pressemøde i Industriens Hus i København.
Og der er god grund til, at andre lønmodtagere følger med.
De øvrige private overenskomstaftaler læner sig således op ad forliget på industriens område, der af samme grund er kendt som gennembrudsforliget.
Læs mere om industriens område her:
* Industrien er det største område inden for det private arbejdsmarked, og forhandlingerne begynder her først.
* Aftalen for industrien sætter normalt den økonomiske ramme for overenskomstforhandlinger i den private sektor. Det skal sikre, at danske virksomheder kan konkurrere med virksomheder i udlandet.
* Industriens overenskomst forhandles af Dansk Industri på arbejdsgivernes side og fagforbundsalliancen CO-industri på lønmodtagernes side.
* CO-industri er et samarbejde mellem ni fagforbund, herunder Dansk Metal, 3F og HK Privat, der tilsammen repræsenterer omkring 230.000 ansatte i industrien.
* Det er Dansk Metals formand, Claus Jensen, og formand for 3F Industri Mads Andersen, der forhandler på vegne af lønmodtagerne i CO-industri.
* Dansk Industris topchef, Lars Sandahl Sørensen, og viceadministrerende direktør Kim Graugaard forhandler på vegne af arbejdsgiverne.
* I alt skal arbejdsgivere og lønmodtagere forhandle og indgå aftaler om fornyelse af omkring 550 overenskomster på det private arbejdsmarked i begyndelsen af 2025.
* Når parterne har forhandlet sig til en aftale, skal fagforeningernes medlemmer og arbejdsgiverne godkende forslagene ved en afstemning.
* Forhandlinger på industriens områder omfatter Industriens Overenskomst for faglærte og ikke-faglærte samt Industriens Funktionæroverenskomst for tekniske og administrative funktionærer.
* Industriens Overenskomst er en såkaldt mindstelønsoverenskomst, hvor der fastsættes en laveste grænse for lønnen. Den enkelte medarbejders løn forhandles lokalt i virksomheden.
* Industriens Funktionæroverenskomst er formelt set også en mindstelønsoverenskomst. Men her er der ikke fastsat en mindsteløn, men blot nogle rammer og kriterier for, hvordan lønnen skal fastsættes.
* På normallønsområdet aftales lønnen i høj grad direkte ved de centrale lønforhandlinger. I det private gælder det for eksempel transporten og fødevareindustrien.
Kilder: Dansk Metal, Dansk Industri og Ritzau.
/ritzau/





