AARHUS: Et bredt politisk flertal i Aarhus vil sætte privatiseringen af kommunale veje på pause. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra kommunens Teknik- og Miljø-afdeling.
På valgnatten i november blev 27 ud af 31 byrådsmedlemmer nemlig enige om foreløbig at stoppe yderligere nedklassificeringer af veje, og sagen skal nu formelt behandles i byrådet, lyder det.
Målet er ifølge aftalen få belyst de juridiske og økonomiske konsekvenser og finde "en retfærdig løsning for byens borgere".
- Min ambition er, at så meget som muligt skal rulles tilbage. Derfor er jeg meget glad for, at der nu er et politisk flertal for at stoppe nedklassificeringerne midlertidigt, mens vi får belyst juridiske og økonomiske aspekter, siger rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang (K) og peger på, at mange borgere har følt sig magtesløse over at få ansvaret for deres vej.
Den mindste mulighed skal forfølges
Det midlertidige stop indebærer, at forvaltningen nu skal afklare, om yderligere nedklassificeringer helt kan droppes, uden at kommunen samtidig forpligtes til at opklassificere eksisterende private fællesveje.
- Vi kan naturligvis ikke bare se bort fra loven om, at ensartede veje skal have ensartede klassificeringer, men hvis der er den mindste mulighed for at standse projektet, så synes jeg, at vi bør forfølge den, siger Nicolaj Bang.
Men det er som tidligere beskrevet ikke uden økonomisk risiko at opgive privatiseringerne. Ifølge notater fra Borgmesterens Afdeling kan et stop koste op til 60 mio. kr. årligt som følge af det såkaldte ligestillingsprincip, der kan indebære, at eksisterende private fællesveje skal gøres kommunale.
Privatiseringen af veje blev besluttet med budgetforliget for 2015-2018 for at udligne forskelle i vejklassificering. Siden 2022 er 156 veje blevet nedklassificeret, og det har tidligere været anslået, at omkring 900 veje i alt kunne blive berørt.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






