
ODENSE: Odense Kommune har gennemgået 174 registrerede gartnerier i kommunen, og 102 væksthusgartnerier udleder pesticider fra både lovlige og ulovlige sprøjtemidler, der siver ned i jorden og ud i vandløbene og i grundvandet.
Det fremgår af rapporten 'Afrapportering af projekt om vækshusgartneriers miljøforhold', som kommunen står bag. Rapporten konkluderer blandt andet, at de gennemførte totaltilsyn har givet anledning til, at en række miljøforhold på gartnerierne er blevet bragt i orden, så der er mindre risiko for udledning til miljøet. Der har særligt været fokus på at sikre mod udledning af sanitært spildevand samt direkte udledning af spildevand til vandløb.
Afdelingsleder Knud Søndergaard fra Landbrug og natur i Odense Kommune, forklarer at årsagen til dels er nogle direkte spildevandsledninger, der fører ud i vandløb uden nogen form for rensning, hvilket er ulovlige udledninger. Desuden kan det være diffuse udledninger.
- Det er vi i fuld gang med at stoppe, og det er i nogle tilfælde noget, der er sket i 50 år, og det er ulovligt på den måde, at det ikke kan tillades nu, derfor skal det stoppe. Vi vil aldrig i dag kunne give tilladelse til et gartneri om at lukke spildevand direkte ud i et vandløb, siger han til dknyt.
Kæmpe opgave
Det er en kæmpe opgave med tilsyn på de mange gartnerier - nogle er på adskillige hundrede tusind kvadratmeter. Undersøgelsen har givet kommunen et overblik over forureningen, og den har taget en snak med hver enkelt om, hvilke af disse afløb, de kan lukke, og i det hele taget, hvad der skal gøres.
- Ja, og så lukker de dem, som er unødvendige. Så skal gartnerierne desuden have så meget af vandet som muligt retur, så de genbruger det og ikke bare lukker det ud. 'Kan I gøre det bedre', spørger vi dem og ja så kan de gøre det på forskellig måde sådan og sådan, siger de. Vi kan kræve det, men vi er myndighed, og vi farer ikke ud med bål og brand og forbud. Det foregår i dialog, og vi siger: 'det her er ikke i overensstemmelse med reglerne, hvordan har I tænkt jer at rette op på det'?, forklarer Knud Søndergaard.
Så laver kommunen og gartnerierne en skriftlig aftale, og gartnerierne har været ret samarbejdsvillige uden konflikter.
- Så skal de genbruge deres spildevand så mange gange som overhovedet muligt. Da vi startede dette projekt, troede vi, at det var nemt at få lavet en løsning med spildevandet, fordi det skal jo bare på rensningsanlægget. Men det duer ikke, da pesticiderne ryger lige igennem og ikke bliver nedbrudt. Derfor handler det om at holde så meget i systemet som muligt og så få styr på resten, pointerer Knud Søndergaard.
Løsninger på vej
Odense Kommune huser halvdelen af landets gartnerier, og derfor er det et stort problem for kommunen, der har snakket med Dansk Gartneri og Miljøstyrelsen, som vil sætte et projekt i gang for at finde den rigtige løsning til at håndtere spildevand fra gartnerier. Det afrapporter styrelsen i løbet af en måneds tid.
- De er åbenbart heller ikke klar over, hvordan man skal håndtere det, siger Knud Søndergaard.
Han og kommunen har været i Holland, fordi de er længere fremme end i Danmark, og man har sagt til Miljøstyrelsen, at man peger på den hollandske model, fordi det er den eneste løsning de har set, der kan fungere.
- Her renser man spildevandet, inden det kommer i kloakken. Fjerner pesticiderne. Det kan være i gartneriet, eller en tankbil, der tømmer det og bringer det til et rensningsanlæg. Gartnerier har ikke så mange kubikmeter spildevand om året, og måske er det en billig og hensigtsmæssig måde at løse det på, siger Knud Søndergaard, og tilføjer:
- Alle disse tal i rapporten – det er historie – det er stoppet. Vi har fået rettet op på en stor del af det.
De forhold, vi nu har kortlagt på de enkelte gartnerier, der er jo allerede lavet aftaler med det enkelte gartneri, men det der så hænger af forskellige årsager, det skal vi arbejde videre med og have rettet op på, så de enkelte gartnerier lever op til dagens miljøstandard. Det vil vi kontrollere med hyppigere tilsyn.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.