
ODENSE: Hverken kommunen og staten har helt vidst, hvor slemt det står til med forurening af vandløb og grundvand fra landets gartnerier. Med Odense Kommunes minutiøse gennemgang af kommunens 174 registrerede gartnerier, viste det sig, at 102 væksthusgartnerier udleder pesticider fra både lovlige og ulovlige sprøjtemidler, der siver ned i jorden og løber ud i vandløbene og ned i grundvandet. I nogle tilfælde urenset og direkte ud i 'ingenting', uden at nogen rigtig ved, hvor det løber hen. Det kan fx være nogle gamle afløb, der måske er 30 år gamle.
- Det er da alvorligt det her. Det betyder meget for vores vandløb, og vi kan jo se, at de er påvirkede. Vi har jo tilsyn med vandløb – og med gartnerierne – men der har ikke været tradition for at se på deres spildevandsforhold, men vores målinger i vandløbene og ved gartnerierne sandsynliggør, at stofferne kommer derfra, fortæller afdelingsleder i Landbrug og natur i Odense Kommune, Knud Søndergaard.
Rent miljømæssigt er det så vigtigt et område, at kommunen har sat ekstra personer på opgaven for at få styr på forholdene og have en kadence med tilsyn og besøg.
Under radaren
Særligt forurenende virksomheder skal have en miljøgodkendelse, og der er klare aftaler mellem KL og regeringen om tilsynsfrekvenser i den forbindelse.
- Det skal vi redegøre for inden for de særligt forurenende virksomheder. Men gartnerierne er ikke mellem dem, forklarer Knud Søndergaard.
Hans og kommunens fokus og prioritering har været der, hvor man forventede, den største forurening var. Der regnede man gartnerierne for nogle lukkede systemer.
- Det var jo glashuse, og det blev vel derinde. Det viste sig så, at de ikke er så tætte, og det både løber og siver ud, siger Knud Søndergaard.
Han forklarer, at de sprøjtemidler, som gartnerierne bruger og som er godkendt til indendørs brug, er godkendt under forudsætning af, at der ikke kommer noget som helst ud i miljøet. Miljøstyrelsen og dem der har godkendt dette, har også regnet dette for helt tætte systemer. Men det er de altså ikke, viser rapporten tydeligt.
Hvorfor forurenende gartnerier har kunne gå så meget under radaren, har han ikke svar på.
- Vi har jo nok regnet det for at være et tæt system, og de skulle ikke have godkendelse, fordi de ikke var særlig forurenende. Når Landbrug- og fiskeristyrelsen har været ude, har man ikke kigget på spildevandsforholdene, men på oplagring af gødning og kemikalier. Og så har det jo nok set fint nok ud, siger Knud Søndergaard.
Savner landsdækkende normer
Han forklarer, at det er kommunen, der fører tilsyn med vandløb og spildevand, mens det er Landbrug- og fiskeristyrelsen, der kontrollerer kemikalier, gødning mm.
- De laver ikke så mange tilsyn som os. De kigger også kun i skabene, forklarer han.
Oven på rapporten skal kommunen nu arbejde videre med, at de enkelte gartnerier lever op til dagens miljøstandard. Blandt andet via hyppigere tilsyn og gerne mere statslig kontrol.
- Vi savner generelle landsdækkende normer for det her. Hvordan tager små kommuner dette område op f.eks.? Vi er rigtig glade for, at Miljøstyrelsen vil lave noget vejledningsmateriale på det her område. De er ved at kigge på, hvordan vi håndterer spildevand fra gartnerierne på en bæredygtig måde. I den sammenhæng vil de lave vejledningsmateriale til kommunerne. Det kommer sidst på året, og det vil vi da tage udgangspunkt i, siger Knud Søndergaard.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.