Geotermi:
Geus vil minimere nytteløse og bekostelige boringer

Forskningsprojekt viser vejen for geotermi ved at optimere gologiske prognoser.
20. NOV 2020 10.35

Danmarks undergrund rummer et kæmpe uudnyttet geotermisk potentiale. Det konkluderer det netop afsluttede forskningsprojekt Geotherm, som Geus har lavet i samarbejde med partnere fra forskningsverdenen, industrien og fjernvarmesektoren. Projektet er støttet af Innovationsfonden.

I dag bliver godt 60 pct. af danske husstande opvarmet med fjernvarme. Knap halvdelen af den fjernvarme kommer fra ikke-vedvarende energikilder som f.eks. kul og naturgas. Og kun 0,1 pct. af fjernvarmen fra vedvarende energikilder kommer fra geotermi. Det skyldes dog ikke, at forudsætningerne for geotermi er dårlige i Danmark – tværtimod.

- Vi ved, at den danske undergrund indeholder endog meget store geotermiske ressourcer, og det er vores vurdering, at en stor andel af de danske husstande vil kunne opvarmes med geotermi, siger Lars Henrik Nielsen, projektleder og statsgeolog for Afdeling for Stratigrafi i Geus.

Kendte metoder fra olieindustrien

At geotermi alligevel ikke er mere udbredt i Danmark skyldes ifølge Lars Henrik Nielsen de store geologiske, tekniske og økonomiske usikkerheder, der er forbundet med etableringen af et geotermisk anlæg. Og det er bl.a. dem, Geotherm-projektet har haft til formål at afhjælpe.

- En væsentlig barriere for etableringen af en geotermisk produktion i stor skala i Danmark er usikkerheden i den geologiske prognose – altså at man risikerer at lave boringer et sted, hvor undergrunden efterfølgende viser sig ikke at være velegnet som geotermisk reservoir. Et vigtigt formål for Geotherm-projektet har derfor været at optimere den geologiske prognose og minimere risikoen for nytteløse og bekostelige boringer, siger Lars Henrik Nielsen.

Det har forskerne bl.a. gjort ved at adoptere og tilrette metoder kendt fra olie- og gasindustrien til at lave detaljerede beskrivelser af de geologiske lag og kortlægge mulige geotermiske reservoirer i undergrunden.

- Med resultaterne fra Geotherm-projektet vil det fremover blive nemmere at vurdere, hvor det kan betale sig at lede efter den geotermiske ressource – dvs. der, hvor både infrastruktur og den rette type undergrund er til stede, siger Lars Henrik Nielsen.

I forbindelse med projektet er der blevet udarbejdet en række best practice-rapporter og afsluttende rapporter, som præsenterer projektets data og resultater. Rapporterne indeholder bl.a. anbefalinger om, hvordan man opnår det bedst mulige datagrundlag til at reducere de geologiske risici i geotermiske projekter, hvilke materialer der er mest velegnede, og hvordan man bedst tager stilling til, om et geotermiprojekt kan blive lønsomt og bør fortsætte.

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard