AALBORG: Med en stadfæstelse af en byretsdom fra 2. juli 2021 giver Vestre Landsret Aalborg Kommune medhold i, at et naturgenopretningsprojekt i Lille Vildmose var lovligt, oplyser kommunen.
- Vi er glade for at få medhold i, at det arbejde, vi udførte i Lille Vildmose, var berettiget. Vi vurderede, at vi handlede lovligt dengang, men det blev der skabt tvivl om. Derfor er jeg glad for, at vi har fået rettens ord for, at vi gjorde det rigtige. Nu har vi fået en fornuftig afslutning på flere års tvivl om kommunens ageren i mosen, siger direktør for By og Land i Aalborg Kommune Alvaro Arriagada.
Aalborg blev konkret frifundet for en påstand om, at kommunen ikke var berettiget til at iværksætte og udføre arbejdet med etablering af en dæmning langs Tofte Mose på en lodsejers ejendom. Ligeledes finder landsretten, at Aalborg Kommune var berettiget til at etablere en midlertidig arbejdsvej i forbindelse med udførelsen af arbejdet.
Dermed får Aalborg kommune fuldt medhold i, at genopretningsprojektet kunne gennemføres umiddelbart uden samtykke fra lodsejere - med baggrund i fredningskendelsen og Fredningsnævnets godkendelse.
Fredning fra 2007
Baggrunden for hele sagen er en fredning af Lille Vildmose i 2007 med et efterfølgende naturgenopretningsprojekt, der skulle godkendes i Fredningsnævnet.
I 2015 ansøgte kommunen Fredningsnævnet om tilladelse til en genopretning i Smidie Fenner, Lille Vildmose, der bl.a. indebar etablering af en ca 1.000 meter lang dæmning mod Tofte Mose, der skulle forhindre dræning af den sårbare højmose.
Godkendelsen kom fra Fredningsnævnet i 2016, og kommunens arbejde med dæmningen blev udført i 2018-2019. Der blev i den forbindelse etableret en midlertidig arbejdsvej på en ejendkom i Smidie Fenner. Det medførte demonstrationer med traktorer og gravemaskiner for at stoppe arbejdet fra vrede lodsejere i området.
Dæmning og arbejdsvej lovlige
I domsafsigelsen lægger landsretten til grund, at det var nødvendigt at etablere og benytte arbejdsvejen på ejendommen.
Retten slår også fast, at ejendommen ikke blev berørt af gennemførelsen af naturgenopretningsprojektet i større omfang, end det var forudsat i projektet og i Fredningsnævnets godkendelse af projektet.
Derfor finder landsretten, at Aalborg Kommune har været berettiget til at etablere dæmningen og i den forbindelse etablere og benytte en midlertidig arbejdsvej på ejendommen i Smidie Fenner i Lille Vildmose, oplyser Aalborg Kommune.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.