DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Økonomi
DK IT
DK Job
De ti nye fraktioner, hvoraf de ni skal indsamles hos husstandene allerede fra 1. juli, medmindre man får dispensation. Tekstil følger til nytår.

Affaldsforening: Dispensationsmulighed giver ingen mening

Alle kommuner bør fritages fra tidsfrist uden at søge, mener forening, som overvejer henvendelse til forligspartier.

Protester fra kommuner, KL og Dansk Affaldsforening over, at det er umuligt at blive klar til en ny affaldsindsamling om et halvt år, har fået Miljøministeriet til at indføre en ny dispensationsordning (se artikel tidligere i dag her).

Men det løser ikke problemet, mener Dansk Affaldsforening, som repræsenterer kommuner og affaldsselskaber. 

- Det giver ikke mening at lave en dispensationsmulighed, når man har sat en frist, som det ikke er muligt at leve op til, siger foreningens direktør, Mads Brandrup, til DK Nyt.

I stedet bør der laves en generel dispensation fra fristen, mener han.

- Det er ressourcespild, hvis størstedelen af landets kommuner skal sidde og lave dispensationsansøgninger, som så skal behandles særskilt i Miljøstyrelsen, siger han. 

Et fåtal er klar

Ifølge Mads Brandrup vil kun et fåtal af kommuner kunne være klar til at indsamle ni fraktioner fra juli i år.

Han undrer sig over, at Miljøstyrelsen i en vejledende udtalelse skriver, at man vil afslå dispensation, hvis en kommune begrunder sin ansøgning med, at det ikke kan nåes at lave den kommunale affaldsplan. Styrelsen skriver, at fristen har været kendt siden 16. juni 2020, da den politiske aftale om affaldssektoren blev indgået.

- Det er en smule mærkværdigt, at de skriver det, som om vi skulle være gået i gang på baggrund af en politisk aftale. Kommuner skal først udføre opgaver, når de retlige rammer er på plads, ellers risikerer man at gøre noget forkert. For mig at se starter processen først nu, og der er altså nogle obligatoriske demokratiske processer, som tager tid, siger Mads Brandrup.

Henvendelse på vej

Affaldsforeningen overvejer lige nu, om man skal søge en generel dispensation for alle kommuner og/eller lave en henvendelse til de forligspartierne i Folketinget.

- Det er et spørgsmål om forventningsafstemning. Politikerne har stillet borgerne i udsigt, at der kommer ny affaldssortering fra 1. juli, og der er vi nødt til at sige, at det kommer til at tage længere tid, siger han.

Sådan er de nye krav til kommunerne

1. juli 2021 skal alle kommuner lave særskilt indsamling af mad, papir, pap, glas, metal, plast, kartoner og farligt affald, som alt sammen skal hentes hos borgeren. 

Restaffald, før kaldet dagrenovation, skal selvfølgelig også fortsat hentes. Glas må godt indsamles i kuber inden for rimelig gåafstand.

1. januar 2022 skal også tekstil indsamles.

I sommerhusområder kan man erstatte henteordningen med en bringeordning en del af året. På ikke-brofaste øer med under 200 indbyggere kan man gøre det hele året.

Beholdere skal mærkes med de rigtige piktogrammer fra 1. januar 2022 eller når nuværende kontrakt udløber.

De forskellige typer affald skal som udgangspunkt indsamles hver for sig. Kommuner kan dog tillade at blande disse typer:

  • - papir og pap 
    - metal og glas
    - metal og plast
    - plast og kartoner
    - plast, kartoner og metal

Hvis man i dag indsamler glas, metal og hård plast i samme beholder, må man fortsætte med det til 1.1.2025. I så fald må man også fortsat indsamle papir, pap og blød plast sammen.


Kilde: Miljøstyrelsens udkast til Bekendtgørelse om affald og Vejledning om indsamlingsordninger